Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Arktiske befolkninger står sammen mod olieboringer

Skriv en kommentar
Pressemeddelelse - 13. maj, 2013
Forud for Arktisk Råds ministermøde onsdag opfordrer en lang række repræsentanter for oprindelige folk i de arktiske lande til stop for offshore-olieboringer. Grønlandsk miljø-NGO er blandt underskriverne.

40 organisationer og repræsentanter for oprindelige folk i Alaska, Canada, USA, Sverige, Rusland og Grønland har på en for-konference netop underskrevet en fælleserklæring med en klar opfordring til de arktiske udenrigsministre, der onsdag samles i Kiruna i Nordsverige.

Den grønlandske miljøorganisation Avataq er blandt underskriverne, der utvetydigt beder de nationale regeringer indstille oliejagten til havs, efter Shell tidligere på året måtte opgive sine arktiske boringer ovenpå en lang række alvorlige fejltagelser og sikkerhedsbrist, hvor blandt andet olieboreriggen Kulluk gik på grund i Alaska.

“Vi kan ikke acceptere de miljømæssige risici og ødelæggende konsekvenser, som et større olieudslip vil have for den jord og de farvande, der udgør vores livsgrundlag. Olieselskabernes uansvarlige fremgangsmåder demonstrerer tydeligt, at olieudslip i de arktiske have er uundgåelige. Samtidig er der ingen effektive og afprøvede metoder, der kan forhindre eller rydde forsvarligt op efter større udslip,” lyder det blandt andet i fælleserklæringen, som blandt underskriverne også tæller russiske RAIPON og amerikanske Arctic Athabaskan Council, der begge er faste deltagere i Arktisk Råd.

Erklæringen lægger samtidig op til, at oprindelige folk i Arktis bør opnå størst mulig social og økonomisk gevinst ved enhver industriel udnyttelse.

Greenpeace var medarrangør af konferencen ‘Folkets Arktis’, der leder frem mod Arktisk Råds ministermøde onsdag. Her vil blandt andre udenrigsminister Villy Søvndal indgå en beredskabsaftale i tilfælde af et større olieudslip, men et lækket udkast har allerede mødt skarp kritik af Greenpeace for ikke at forpligte medlemslandene med konkrete krav til det koordinerede beredskab.

Kontakt:

Jon Burgwald, arktisansvarlig, Greenpeace, mob. 40 81 88 98. Er til stede i Kiruna frem til torsdag og stiller herfra gerne op til interview omkring olieudslipsaftalen eller andre spørgsmål vedr. Arktisk Råd.

Mads Fisker, pressemedarbejder, Greenpeace, mob. 30 24 03 34.