Islandsk fanger får hvalkød retur fra Europa

Skriv en kommentar
Pressemeddelelse - 13. juli, 2013
Shippingselskaber vil sejle årets fangst af finhvaler tilbage til Island, og samtidig opfordrer den tyske miljøminister landets havne til ikke fremover at medvirke til transport af hvalkød.

Den første sending kød fra årets skarpt kritiserede, kommercielle islandske hvalfangst vil nu blive sendt tilbage til Island. Det annoncerer shippingselskabet Evergreen Line, der fra havnen i Hamborg ellers var på vej til at sejle seks containere med kød fra finhvaler til Japan.

Beslutningen kommer efter to aktioner fra Greenpeace, der gjorde selskabet opmærksom på, at lasten indeholdt finhval, som ifølge Evergreen Line blot var deklareret som frossen fisk. Selskabet vil i stedet transportere kødet fra Hamborg tilbage til Rotterdam, hvor det forventes at ankomme i dag, lørdag.

Kort efter afvisningen fra Evergreen Line forsikrede islandske Samskip i en meddelelse, at de fremover heller ikke vil acceptere at fragte hvalkød. Først vil Samskip nu stå for at sejle de seks containere med kød fra finhvaler retur til Island, lyder det.

”Det er et stærkt signal til hvalfanger Kristján Loftsson, når Samskip nu afviser at bidrage til fangsten, der er en fuldstændig uacceptabel underminering af det globale forbud. Loftsson er den eneste aktive kommercielle hvalfanger i Island, og selskabet har stort set været ene om at transportere kødet fra fangsten videre,” siger hav- og fiskerimedarbejder Sune Scheller fra Greenpeace.

Samtidig oplyser den tyske miljøminister Peter Altmaier, at han har sendt et brev til de tyske havne, hvor han anmoder om, at man fremover nægter at håndtere transporter med hvalkød ombord. Greenpeace bifalder skridtet og opfordrer til, at EU nu lovgiver imod transport af hvaler via europæiske havne, da det er en uacceptabel medvirken til den fortsatte kommercielle hvalfangst.

Rotterdam har været fast transithavn på vejen mellem Island og Japan, men tidligere på ugen anmodede havnemyndighederne her som de første om, at shippingselskaberne ikke lægger til med hvalkød ombord.

Det er endnu uvist, hvad der vil ske med kødet fra den hidtidige fangst, når det kommer retur, og om Kristján Loftsson nu aflyser sin annoncerede intention om at fange helt op til den islandske kvote på 184 finhvaler.  Kødet fra den seneste islandske fangst i 2010 nåede hele vejen til Japan, hvor det blev forarbejdet til luksus-hundemad. Der er intet marked for hvalkød fra finhvaler i Island.

Finhvalen er opført på den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN’s rødliste over truede arter, og international handel med finhvaler er forbudt ifølge konventionen om handel med truede dyr og planter, CITES. Island og Japan er dog begge medlemmer med forbehold.

Statement fra Evergreen Line: http://bit.ly/12msGFT
Statement fra Samskip: http://bit.ly/1aqHNTS
Statement fra havnemyndighederne i Rotterdam: http://www.portofrotterdam.com/nl/actueel/pers-en-nieuwsberichten/Pages/geen-doorvoer-walvisvlees-via-haven-rotterdam.aspx

Billeder og video fra fangst af første finhval i år, klik her.
Kontakt:  
Sune Scheller, hav- og fiskerimedarbejder, Greenpeace, 27 14 42 57
Mads Fisker, kommunikationsmedarbejder, Greenpeace, 30 24 03 34