Pressemeddelelse - 16. januar, 2012
Det er med glade og lettede smil, Greenpeace modtager dommen fra Retten i Helsingør om ulovlig indtrængen. Greenpeace som organisation og den kampagnemedarbejder, der har vidnet i sagerne mod fiskerne, Sebastian Ostenfeldt, var tiltalt for ulovlig indtrængen for at i forsommeren og sommer 2010 at gå ombord på fem fiskefartøjer i Gilleleje Havn.
Dommeren lagde i afgørelsen vægt på, at det netop var på grund af disse GPS-sendere, at Greenpeace kunne afsløre det ulovlige fiskeri og at det er takket være Greenpeace, at der er blevet rejst sag mod fiskerne og det ulovlige fiskeri er ophørt.
”Det er en lettelse og en glæde, at dommeren i dag valgte at lægge vægt på det arbejde, som en håndfuld Greenpeace-aktivister udførte sidste sommer. De afslørede systematisk piratfiskeri i et totalfredet torskeområde i Kattegat og fik ikke blot stoppet piratfiskeriet, men også skubbet til det politiske system, så der kom mere kontrol i området og hårdere sanktioner” siger Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace Norden, der var i retten i Helsingør i dag.
”Dagens dom understreger grundprincippet i civil ulydighed. Det handler netop om, at nogle mennesker – når alle gængse midler er forsøgt – er villige til at gå fra ord til handling, selv om det er på kant med loven, for at stoppe noget, der er meget, meget værre.”
Greenpeace placerede den første GPS-sender i marts 2010 og dokumenterede over sommeren fem piratfiskere på tur efter tur ind i Danmarks eneste fredede torskeområde. Resultaterne fra overvågningen og filmoptagelser blev vist første gang på DR1 d. 24. august 2010. Siden rejste Fiskeridirektoratet – nu NaturErhvervstyrelsen – sag mod de fem fiskere samt yderligere fem fiskere fra Gilleleje som Fiskeridirektoratet fik øje på ved gennemgangen af dets eget materiale. Fire af de ti sager har været for retten og alle fire er dømt, men idet både forsvarer og anklager har appelleret til landsretten, er behandlingen af de resterende seks sager udskud til Landsrettens domme.
Kontakt
Hanne Lyng Winter, havbiolog, Greenpeace 28 10 90 59
Birgitte Lesanner, kommunikationschef, Greenpeace, 23 95 12 14