I løbet af de sidste timer af klimatopmødet, forhandlede
BASIC-gruppen sammen med USA om den såkaldte Copenhagen Accord, som
Danmark havde lagt på bordet. Ifølge teksten i akkorden, som endte
med ikke at blive andet end en politisk deklaration, eftersom den
ikke blev vedtaget af klimatopmødet i København, har den som mål at
"holde opvarmningen i den globale temperatur under to grader
celsius". Men ifølge et internt dokument fra FN's klimasekretariat
svarer de målsætninger for reduktion af drivhusgasser, som verdens
regeringer i øjeblikket har meldt ud, til at den globale temperatur
vil stige mere end tre grader. Dette er langt over den
"sikkerhedsgrænse", som videnskaben har indikeret ligger et godt
stykke under to grader.
"Copenhagen Accord er ikke en troværdig aftale med mindre
landene sikrer, at de reduktionsmålsætninger, som skrives ind i
akkorden, også stemmer overens med akkordens ambition om at holde
den globale temperaturstigning under to grader", siger Tove Maria
Ryding, klimamedarbejder i Greenpeace. "Desuden er det vigtigt, at
verdens regeringer hurtigt formår at komme videre oven på det
fejlslagne klimatopmøde i København og får fokus tilbage på, at vi
skal have vedtaget en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende
FN-aftale".
Under klimatopmødet viste BASIC-gruppen sig at være en af de
mest indflydelsesrige grupper. Gruppens udfordring består nu i at
demonstrere, at de kan opnå internationalt fremskridt i kampen mod
klimaforandringerne. Med 41 % af verdens befolkning, 11 % af
verdens bruttonationalprodukt og med ansvar for 30 % af de globale
udledninger af drivhusgasser har de fire lande et stort ansvar for
at lede verden mod løsninger på klimakrisen.
"BASIC-landene må ikke begynde at opføre sig som USA og andre
industrialiserede lande har gjort ved kun at fokusere på
klimaproblemet fra deres eget snævre, nationale perspektiv", siger
Tove Maria Ryding. "BASIC-landene er nødt til at udfylde det
ledelsestomrum, som de rige lande har efterladt, og sikre at en
global, juridisk bindende aftale kan blive vedtaget. De fire lande
bør også være opmærksomme på de konsekvenser, global opvarmning har
for andre udviklingslande, ikke mindst for de mest sårbare lande",
fortsætter hun.
Den tydeligste måde at sikre dette vil være, hvis BASIC-gruppens
møde i New Delhi fastsætter et mål om, at en retfærdig, ambitiøs og
juridisk bindende klimaaftale skal vedtages til FN's næste
partskonference i Mexico i slutningen af november i år.
Ud over at spille en mere progressiv rolle i de internationale
klimaforhandlinger bør BASIC- landene også vise lederskab ved at
sikre, at deres økonomier udvikler sig på en klimavenlig måde og
dermed sætte et eksempel for de andre udviklingslande. Desuden bør
de fire store udviklingsøkonomier anerkende, at de har meget at
tilbyde fattigere lande i form af finansiering og teknologi til at
hjælpe med tilpasning til klimaforandringer.
"Dette er et afgørende tidspunkt i det internationale diplomati,
og det er på tide at sætte en meget mere modig og ambitiøs agenda",
understreger Kumi Naidoo, generalsekretær for Greenpeace
International. "Ved at adressere den globale opvarmning - den
største trussel som menneskeheden står overfor i dag - kan alle
fire medlemmer af BASIC-gruppen leve op til den rolle, de har
påtaget sig".
For at undgå katastrofale klimaforandringer efterlyser
Greenpeace, at de industrialiserede lande tilsammen sænker sine
udledninger med 40 % senest i 2020 i forhold til 1990 niveau, samt
at ulandene som gruppe reducerer den forventede stigning i deres
udslip af drivhusgasser med 30 % over samme periode. BASIC-gruppen
er nødt til at spille en central rolle i forhold til at få opfyldt
disse mål.
Other contacts:
Tove Maria Ryding, klimamedarbejder, Greenpeace, tlf. 28 78 08 83
Birgitte Lesanner, presseansvarlig, Greenpeace, tlf. 33 37 63 99