Pressemeddelelse - 2. november, 2009
Den prestigefyldte Dagens Fossil-pris går i dag til Danmark. Prisen uddeles af Climate Action Network, en stor NGO-sammenslutning, hver dag under klimaforhandlingerne. Prisen går til verdens værste klimaland og det er første gang nogensinde i prisens ti-årige levetid, at den tvivlsomme ære er gået til Danmark.
Danmark vinder prisen som Dagens Fossil, Fossil of the Day. Modtager: Tove Maria Ryding.
Danmark modtager prisen for regeringens store arbejde med at
sælge en politisk bindende aftale som en acceptabel løsning frem
for en juridisk bindende aftale. "I stedet for at vise lederskab
spreder Danmark forvirring og usikkerhed i forhandlingerne. Danmark
tilskynder de nedtoninger af forventningerne til en klimaaftale,
som vi ser fra mange lande i denne tid," siger Tove Maria Ryding,
klimaforhandlingsekspert i Greenpeace fra ceremonien i
Barcelona.
"En politisk bindende aftale, som Lars Løkke Rasmussen nu helt
åbent arbejder for, er simpelthen ikke tilstrækkeligt til at
imødegå de klimaforandringer, vi står overfor. Som vært for
klimatopmødet i København til december burde Lars Løkke Rasmussen
arbejde for en juridisk bindende aftale."
Prisen blev overrakt kl. 18 i dag i form af en kage foran en
stor skare af nysgerrige. Det skete inde i det kongrescenter i
Barcelona, hvor FN-forhandlingerne finder sted i denne uge. CAN
annoncerede vinderen i bedste Oscaruddelingsstil og overrakte
derefter prisen til Tove Maria Ryding, som en repræsentant for
Danmark.
Klimaforhandlingerne i Barcelona, der begyndte i dag, er de
sidste i rækken inden topmødet i København til december.
Climate Action Network er en sammenslutning af 450 NGO'er, der
arbejder for at begrænse klimaforandringerne. Den første Dagens
Fossil-pris blev uddelt i 1999 under klimaforhandlinger i Bonn.
Other contacts:
Tove Maria Ryding, klimaforhandlingsmedarbejder,+34 6364 82847
Jon Burgwald, klimamedarbejder, +34 62 63 93 157
Birgitte Lesanner, presseansvarlig, +45 33 37 63 99