Danske supermarkeder rykker på fisk

Pressemeddelelse - 1. oktober, 2008
I januar i år viste Greenpeaces rangordning af danske supermarkeder, at de blæste på bæredygtighed, når de fyldte kølediskene op med fisk og skaldyrsprodukter (1). I dag offentliggør Greenpeace anden udgave af rangordningen. Der er stadig alt for mange arter på hylderne, der ikke er bæredygtige, men det går den rigtige vej.

En række supermarkeder har i år haft besøg af Greenpeace-aktivister, som har låst fiskeprodukter inde for at gøre opmærksom på, at kæderne fører produkter, der stammer fra overfiskede bestande eller er fanget med destruktive fangstmetoder.

Siden sidst har samtlige danske supermarkeder enten udfaset, udskiftet eller stoppet markedsføringen af mindst én af de arter, der optræder på Greenpeaces rødliste (2). Desuden har alle supermarkederne, med undtagelse af Aldi og COOP, udarbejdet en offentlig politik for bæredygtigt indkøb af fisk og skaldyr.

"Det er glædeligt, at butikkerne nu er gået i gang med at fjerne arter fra hylderne, og nogle butikker har udarbejdet en politik for bæredygtighed ved indkøb af fiske- og skaldyrsprodukter. Det viser, at der er opstået en erkendelse af, at der er et problem, og at man som virksomhed har pligt til at tage ansvar. Det er et godt og vigtigt første skridt i den rigtige retning," siger Hanne Lyng Winter, havbiolog i Greenpeace Norden.

Rema1000 har både udfaset arter og lavet en offentlig fiskepolitik. F.eks. er fisken i kædens fiskepinde ikke længere lavet af østersøtorsk, men af MSC-mærket Alaskasej og hoki (3), der føres ikke længere rødspætte fanget med den stærkt destruktive fangstmetode bomtrawl (4), og det er ikke længere muligt at købe ål i kædens butikker (5).

"I Rema 1000 har vi valgt at have en holdning til de produkter, som vi sælger i vores butikker. Vi mener, at vi som kæde har et socialt ansvar, både i relation til miljø og mennesker. Som en del af dette mener vi, at det er nødvendigt at sikre en bæredygtig fiskepolitik. Ellers risikerer vi at være medvirkende til at miste mange af vores fiskearter. På den baggrund har vi en positiv dialog og sparring med Greenpeace," siger Anders Jensen, indkøbschef og marketingsdirektør hos Rema 1000.

Forbrugerpolitisk direktør i COOP Danmark, Mogens Werge, får overrakt "Fishy Business Award 2008" af Hanne Lyng Winter fra Greenpeaces havkampagne. COOP kom på en sidsteplads i Greenpeaces 2. rangordning af danske supermarkeder efter deres fiskeprodukters bæredygtighed.

Greenpeace er glade for, at supermarkederne har taget de første skridt på vejen mod et mere bæredygtigt fiske- og skaldyrssortiment, men det er meget vigtigt, at supermarkederne fortsætter den positive udvikling, og at de nye fiske-politikker løbende udvikles og implementeres fuldt ud.

"Greenpeace vil selvfølgelig holde godt øje med de direkte konsekvenser af supermarkedernes politiker, og vi forventer naturligvis, at disse politikker omsættes i praksis, sådan at sortimentet gøres stadigt mere bæredygtigt. Kun på den måde undgår forbrugerne ganske uvidende at støtte overfiskeri og miljøødelæggelse, når de handler ind," siger Hanne Lyng Winter.

Traditionen tro uddeler Greenpeace trøste-præmien "Fishy Business Award", der denne gang går til COOP, som på nuværende tidspunkt ligger i bunden af rangordningen.

Noter:

1.) Se den nye rangordning her:

Forbruger-guiden "Sea the future", 1. oktober 2008

Greenpeace offentliggjorde første gang rangordningen i januar 2008:

Forbruger-guiden "Sea the future?", 28. januar 2008

Pressemeddelelse om den første rangordning:

Danske supermarkedskæder blæser på bæredygtige fisk

2.) På baggrund af resultater fra en række videnskabelige undersøgelser har Greenpeace sammensat en rødliste over fisk, man som forbruger og supermarked bør undgå, fordi bestanden enten er overfisket, ved at kollapse eller fanget med destruktive fangstredskaber.

I 2007 offentliggjorde EU-Kommissionen en rapport, hvori 43 europæiske fiskebestande var blevet undersøgt. Af disse var godt 80 pct. overfisket. Antallet af bestande, hvor der anbefales en nul-kvote fastsættes til 13. Desuden konkluderede den, at fiskekvoterne generelt har været højere, end forskerne anbefaler.

Se rapport

EU-flådens kapacitet er i øjeblikket i stand til at fange to til tre gange mere, end der maksimalt er bæredygtigt:

Om fiskeri i EU

3.) MSC, Marine Stewardship Council, er på nuværende tidspunkt den eneste mærkningsordning for vildtfangede fisk, der lever op til FN's internationale standarder for miljømærkning.

4.) Trawling er en af de mest destruktive fangstmetoder overhovedet og kan pløje havbunden op i helt ned til 20 cm. dybde. Hermed ødelægges bundlevende dyr.

5.) Den europæiske ål er i kraftig tilbagegang. Årsagen er både decideret overfiskeri, men også ødelæggelse af ålens leveområder. ICES vurderer, at andelen af små ål, der går op i ferske vande for at vokse sig store, er faldet med 99 pct. siden midten af 1980'erne. Ål fra dambrug er ikke et reelt alternativ, idet alle ål i dambrug stammer fra fangst af små ål fra naturen.

Other contacts:

Hanne Lyng Winter, havbiolog, Greenpeace Nordic, +45 28 10 90 59
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Nordic, +45 28 10 90 21