Et barn fra Henan-provincen holder en gammel Nokia computer-skærm op på en lodseplads i Kina, der er plaget af store mængder elektronikskrot.
Det glædelige budskab er at finde i Greenpeaces netop
offentliggjorte rapport "Searching for Greener Electronics" (1),
hvor 15 af verdens største elektronik-producenter, som f.eks. Dell,
Nokia, Sony Ericsson og Apple, er blevet målt og vejet i forhold
til, i hvor høj grad deres grønne løfter i det forgangne år også
har ført til grønnere produkter på butikshylderne.
"Elektronik-branchen har i det seneste år gjort fremskridt hen
imod at øge de grønne "features", og derfor får virksomhederne
flere point i år end sidste år. Men ingen af virksomhederne
markerer sig i alle miljømæssige kategorier, og forbrugerne har
derfor stadig til gode at kunne købe et reelt grønt produkt, som er
fri for farlige kemikalier og samtidig energieffektivt," siger Erik
Albertsen, kampagnemedarbejder på kemiområdet, Greenpeace
Norden.
I årets rapport "Searching for Greener Electronics" scorer
Lenovos L2440x computermonitor højest med 6.9 ud af i alt 10 mulige
point og er dermed langt foran i skærm-kategorien. Andre vindere i
de forskellige produkt-kategorier er Sharps LC-52GX5 fjernsyn (5.92
point), Samsungs F268 mobiltelefon (5.45 point), Nokias 6210 Smart
Phone (5.2 point), Toshiba Portege R600 bærbare computer (5.57
point) og Lenovos ThinkCentre M58 Desktop (5.88 point).
Generelt viser rapporten, at LED-skærme, der sparer energi og
samtidig ikke indeholder kviksølv i baggrundsbelysningen, er blevet
mere almindelige. Der benyttes desuden større mængder
genbrugs-plastic, og producenterne har etableret mere velfungerende
tilbagetagnings-programmer af deres udtjente produkter. De fleste
virksomheder har desuden hurtigt og smertefrit tilpasset sig
kravene i energisparemærket EnergyStar (2).
"Det går absolut i den grønne retning i elektronik-branchen, men
for at komme videre må virksomhederne nu lade sig inspirere af
hinanden og overføre positive tiltag til hele deres produktlinje og
ikke kun til en enkelt mobil- eller computer-model.
Elektronik-branchen er blandt verdens mest innovative, og vi er
sikre på at med den rette prioritering, skal det nok lykkes at
skabe rigtig grønne produkter til forbrugerne," siger Erik
Albertsen.
Noter:
1. Greenpeace har siden august 2006 lavet en kvartalsmæssig
rangordning af verdens førende elektronik-virksomheder. I
"Guide to Greener Electronics" bliver virksomhederne målt
på, hvor grøn og progressiv deres politik er i forhold til
produktion, genbrug og tilbagetagning af egne produkter.
I marts sidste år påbegyndte Greenpeace desuden en årlig
tradition i form af rapporten
"Searching for Greener Electronics", der tester, om
virksomhedernes løfter gennem året også har ført til mere grønne
produkter. Undersøgelser sker ud fra et princip om virksomhedernes
frivillige deltagelse.
Læs
sidste års rapport her: "Searching for Greener Electronics"
2. Læs mere om det internationale energispare-mærke
EnergyStar.
Other contacts:
Erik Albertsen, kampagnemedarbejder på kemiområdet, Greenpeace Norden, +45 26 12 11 60
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Norden, +45 28 10 90 21