G8 torpederer klimahåb

Pressemeddelelse - 9. juli, 2009
Oven på gårsdagens skuffelse fra G8-landene, der hverken ville forpligte sig kortsigtet eller snakke finansiering, endte dagen i dag med et svagt resultat på de store udviklingslandes MEF-møde (G8 + Australien, Kina, Indien, Brasilien, Indonesien, Mexico, Sydafrika og Sydkorea), der forståeligt nok nægtede at snakke reduktioner.

Greenpeace-aktivist kaster sig i paraglider ud fra skortsten på det italienske kulkraftværk Vado Ligure. Dette er et af fire kulkraftværker i Venedig, der bliver blokeret af Greenpeace i forbindelse med G8-mødet. Greenpeace kræver, at G8-lederne indleder deres møde i L'Aquila med at tage de nødvendige skridt for at løse klimaforandringerne.

"Forudsætningen for, at lande som Kina og Indien ville sige ja til 50 pct. reduktion i 2050, var, at G8 sagde ja til 40 pct. i 2020 og smed penge på bordet. Det skete ikke, derfor vil udviklingslandene ikke binde sig, og derfor er MEF-teksten så uambitiøs, " siger Jan Søndergård, politisk rådgiver, Greenpeace Norden.

EU's stats- og regeringsledere bærer dog også en stor del af skylden.

"Havde de på EU-topmødet i sidste måned forpligtet sig til konkrete tilsagn om klimapenge til fattige lande, var vejen banet for langt mere ambitiøse klima-mål, så Statsminister Lars Løkke Rasmussen og de øvrige EU-lederes strategi om at vente med at tage checkhæftet frem, har derfor nu fået skæbnesvangre konsekvenser i dag", siger Jan Søndergård.

Greenpeace-aktivister viste dagen igennem deres utilfredshed med G8-landene ved at fastholde deres blokade fra dagen før af i alt 4 kulkraftværker i Italien, hvorfra de malede beskeder til politikerne på kulkraftværkernes skorstene.

Brindisi, Italiens største kulfyrede kulkraftværk, blev Bl.a. dekoreret med ordene "STUPID" malet på en skorsten som kommentar til verdens brug af kul som energi-kilde.

Et femte kulkraftværk blev desuden blokeret i løbet af dagen.

Med mindre en 150 dage tilbage til klimatopmødet i København er manglen på lederskab fra verdens største økonomier dybt bekymrende.

"Kløften mellem i- og u-lande vokser og vokser, fordi, i-landene ikke vil binde sig til kortsigtede reduktioner og til at hjælpe udviklingslandene med at tackle konsekvenserne af klimaforandringerne. Det har hele tiden været op til G8-lederne at tage det første skridt, eftersom de har udledt 47 pct. af den CO2, som vi mennesker har sendt op i atmosfæren. Så deres forsøg på at skyde skylden over på bl.a. Kina og Indien er ganske hul," siger Phil Radford, direktør i Greenpeace USA.

I går appellerede G5 (Kina, Brasilien, Indien, Mexico og Sydafrika) netop til industrilandene om at skære deres reduktioner med 40 pct. i 2020, og Ban Ki Moon FN's generalsekretær udtrykte I dag stor frustration og utilfredshed med, at G8-landene lod hånt om det kortsigtede mål.

Other contacts:

Jan Søndergård, politisk rådgiver, Greenpeace Norden, +45 28 96 90 26
Tove Maria Ryding, klimamedarbejder, Greenpeace Norden, +45 28 78 08 83
Christina Koll, kommunikations-koordinator, Greenpeace Cop15 Team ext., +45 28 10 90 21