Gallaaktivister løsladt – Nu kan de fortsætte klimakampen

Pressemeddelelse - 6. januar, 2010
Efter 20 dage bag tremmer blev Greenpeace’ fire galla-aktivister løsladt. Politiet har dagen før varetægtsfængslingen udløber i morgen valgt at tage imod et to uger gammelt tilbud fra Greenpeace om udlevering af navnene på de sidste eftersøgte personer i sagen mod løsladelse af de indespærrede. Nora Christiansen, Juan Lopez de Uralde, Christian Schmutz og Joris Thijssen har siddet varetægtsfængslet ud fra et argument om, at politiet stadig havde eftersøgte.

To aktivister viser banneret 'Politicians talk - Leaders ACT' på Christiansborg, hvor verdens ledere er samlet til fin middag hos dronningen og klimatopmødet er i krise.

"Vi er ovenud glade for, at politiet giver sig og endelig frigiver de fire fredelige aktivister ved nu at tage imod vores tilbud. De fire modige kolleger har tilbragt mange lange nætter inklusiv jul og nytår væk fra ægtefæller og børn, fordi politiet mistede hovedet, siger Kumi Naidoo, Greenpeace internationale generalsekretær, der er i København for at støtte de fire gallaaktivister. "Indespærringen af disse fire fredelige aktivister har bare bidraget til Danmark dårlige rygte i udlandet ovenpå den totale fiasko på topmødet i december."

Nora Christiansen og Juan Lopez de Uralde blev verdensberømte, da de med Christian Schmutz som deres 'bodyguard' gik op af den røde løber til dronningens banket for stats- og regeringsledere fra klimatopmødet og holdt bannere frem foran gæster og rullende kameraer torsdag d. 16 december. Politiets jurister besluttede i første omgang at frigive gallaaktivisterne næste morgen, men politiledelsen omgjorde den beslutning og anholdt Joris Thijssen for medvirken og fik dem alle fire varetægtsfængslet til d. 7. Greenpeace har samarbejdet med politiet og blandt andet afleveret en oversigt over aktionen, men det er altså først nu politiet vælger at tage imod tilbuddet fra Greenpeace om at udveksle identitet på de sidste deltagere mod løsladelse.

"Vi vil gerne takke de mange titusinder af mennesker, der skrev breve, sendte e-mails og stod foran danske ambassader verden over. Dette internationale pres har båret frugt. De danske myndigheder er tvunget til at bakke ud og vores fire klimahelte er endelig fri," siger Mads Flarup Christensen, Greenpeace Nordens generalsekretær. "De fire aktivister er glade for at komme ud og ivrige efter at komme tilbage til arbejdet mod klimaændringer. Vi har stadig klimaforandringer men ingen klimaaftale. Det er en katastrofe i sig selv og det vil Greenpeace gøre noget ved."

Løsladelsen finder sted kl. 17.50 ved Vestre Fængsel. De frigivne gallaaktivister tilbringer aftenen med de ventende familier, men giver interview i morgen. Her er der pressebriefing kl. 11.30 på Greenpeace-skibet Rainbow Warrior, der ligger ud for nr. 23 i Havnegade lige ved siden af Knippels bro.

Billeder fra løsladelsen vil blive oploaded til denne folder hurtigst muligt.

https://info.greenpeace.se/copmedia/index.html?openfolder=100106_Red_Carpet_Four_released/&openfile=100106_Red_Carpet_Four_released001.jpg

Other contacts:

Sune Scheller, pressemedarbejder, 27 14 42 57

Birgitte Lesanner, Presseansvarlig, Greenpeace, 23 95 12 14