En dansk aktivist er lænket til fiskefartøjet Nordic IV under Greenpeaces aktion for at forhindre skibet i at forlade havnen i Göteborg. Nordic IV er politianmeldt af Fiskeverket i Sverige for ulovligt fiskeri i Afrika.
Nordic IV sejler under bekvemmelighedsflag, men er svensk ejet
og har svensk besætning. Skibet er politianmeldt af Fiskeverket i
Sverige for ulovligt fiskeri i Afrika, og Greenpeace kræver nu, at
det svenske fartøj og besætning tilbageholdes og sigtes for dets
ulovligheder.
"Det er ganske enkelt pirater, vi har med at gøre her. De fisker
ulovligt og deres rovfiskeri er ikke alene med til at forstyrre
havmiljøet men også livsvilkårene for lokalbefolkningen, som bliver
ramt på deres levebrød af store industrifiskeflåder fra bl.a. EU,
der rovfisker i deres havområde, " siger Staffan Danielsson,
talsperson på Greenpeaces havkampagne i Sverige og tilstede ved
dagens aktion.
Da EU's fiskeflåde er dobbelt så stor, som den burde være - set
udfra et bæredygtigheds-synspunkt- og da 88 pct. af
fiskebestandene i EU er overfisket, eksporterer EU fiskeflådens
overkapacitet til tredjeverdenslande. En aktivitet der holdes oppe
via subsidier fra EU for skatteydernes penge.
Alle fartøjer, der ønsker at fiske i tredjeverdenslande skal dog
have tilladelse til det af EU, og det har Nordic IV aldrig fået.
Alligevel er fartøjet involveret i fiskeri i Afrika efter egen
aftale med Marokko - det er ulovligt.
Overfiskeri som følge af en for stor fiskeflåde i EU samt
piratfiskeri er alvorlige trusler for fiskebestandene. I den
kommende reform af EU's fiskeripolitik i 2012 bør indgå:
- at fiskeflådens overkapacitet forsvinder
- at aftaler mellem EU og tredjeverdenslande ændres, så de
først og fremmest hjælper til at opbygge et ordentligt
forvaltnings- og kontrolsystem i samarbejdslandene før EU's
fiskeflåde kan fange fisk i tredjeverdenslandene
- at alt fiskeri må forvaltes efter økosystemprincippet -
dvs. at fiskeresurserne betragtes som en væsentlig del af
havmiljøet, ikke bare som en handelsvare
- at der oprettes beskyttede områder til havs, hvor
fiskebestandene og havmiljøet kan komme sig
- at subsidier til fiskeflåden forsvinder
- at piratfiskeri stoppes
- at destruktive fangstmetoder, som bundtrawling,
forbydes
Som følge af Fiskeriverkets politianmeldelse er den offentlige
anklagemyndighed i Sverige netop nu i gang med at foretage
undersøgelser af Nordic IV's fiskeaktiviteter i Afrika.
Other contacts:
Staffan Danielsson, talsperson på havområdet, Greenpeace i Sverige, +46 703 53 65 85
Frode Pleym, talsperson for Greenpeace Nordic, havkampagne, + 46 703 53 57 66