Greenpeace gallaaktivister fængslet over jul og nytår

Pressemeddelelse - 23. december, 2009
Fire Greenpeace-aktivister vil tilbringe jul og nytår i Vestre Fængsel efter at Landsretten besluttede at afvise vores appel om at løslade aktivisterne. De fire klimahelte fra henholdsvis Holland, Norge, Spanien og Schweiz blev arresteret i forbindelse med sidste torsdags protest ved dronningens gallamiddag for statsledere, der deltog i klimatopmødet i København.

To aktivister viser banneret 'Politicians talk - Leaders ACT' på Christiansborg, hvor verdens ledere er samlet til fin middag hos dronningen og klimatopmødet er i krise.

Greenpeace stiller sig undrende over Landsrettens afgørelse som endnu et eksempel på "klimauretfærdighed", efter at det ikke lykkedes for verdens ledere at blive enige om en juridisk bindende aftale til at reducere udledningen af drivhusgasser. Vi anmoder offentligheden om at hjælpe os med at forstærke presset ¬for at få løsladt vores fire aktivister, samt andre fredelige klimaaktivister, der fortsat holdes fængslet. På trods af dagens dommerkendelse, ligger beslutningen om løsladelse af Greenpeace' klimahelte stadig i hænderne på chefen for det danske politi.

"Greenpeace klimahelte var villige til at risikere deres frihed fordi de tror på en sag", siger Jon Burgwald, talsperson for Greenpeace. "Vi har gentagne gange forsikret de danske myndigheder om, at de fire aktivister, som alle andre Greenpeace-aktivister, selvfølgelig vil returnere til Danmark til retssagen. At man forhindrer dem i at tilbringe julen hos deres familier minder om en hævnakt. Det er unødvendigt, og fuldstændig ude af proportion med deres handlinger. Vi håber, at mennesker alle steder vil tilslutte sig vores anmodning om deres løsladelse og selv gøre en indsats for at forhindre klimaforandringer".

Som en "statsleder", hans "hustru" og en sikkerhedsvagt, blev tre af aktivisterne pænt vinket forbi sikkerhedsafspærringerne ved sidste torsdags gallamiddag for statslederne fra hele verden umiddelbart inden den sidste og afgørende dag af forhandlingerne. Aktivisterne afleverede en besked til statslederne omkring nødvendigheden af en hurtig og ambitiøs indsats for at bremse klimaforandringerne. Vores "statsleder" og hans "kone" fremviste bannere med teksten "Politicians Talk, Leaders Act" (politikere taler, ledere handler). En fjerde aktivist blev senere arresteret.

Verdens politikere lyttede ikke til Greenpeace' budskab, og klimatopmødet endte som en fiasko, da de kun kunne blive enige om at notere sig den såkaldte 'Copenhagen Accord', et tomt dokument, som ikke juridisk binder landene til at reducere deres udslip af drivhusgasser.

For at få afsluttet politiets efterforskning af vores fire aktivister, samarbejder Greenpeace fuldt ud med politiet ved at oplyse alle detaljer om aktiviteten, for derigennem at få afsluttet efterforskningen så hurtigt som muligt. Af sikkerhedsårsager vil alle detaljerne ikke blive frigivet til offentligheden.

Alligevel vil Greenpeace gerne give et par eksempler på, at protesten ikke var en sofistikeret operation.

Operationen byggede kun på almindeligt tilgængelige materialer og oplysninger, og havde fuldt bevidst et par komiske indslag. For eksempel kan det nævnes, at limousinerne, som Greenpeace havde lejet, var forsynet med Greenpeace-logoer på forruden, og at et af skiltene blev holdt på plads med et par sokker. Foruden Greenpeace-logo var skiltene i forruden forsynet med tekst, henholdsvis "Planetary Emergency - Greenpeace Authorized" og "Greenpeace Delegation". Samtidig inkluderede tallet på en af nummerpladerne tallet "007" - en reference til James Bond. De blå politiblink var købt over nettet hos en dansk legetøjsforretning for 50 kroner.

I lyset af det mislykkede klimatopmøde, siger Jon Burgwald: "Igennem de sidste tyve år, har politikerne reelt set intet gjort for at bremse klimaforandringerne. Klimatopmødet kunne have været et afgørende øjeblik i verdenshistorien. Men politikerne svigtede os. De svigtede ved ikke at indgå en juridisk bindende aftale, der kan forhindre den globale opvarmning i at overskride de skæbnesvangre 2 grader. Hvis ikke politikerne vender tilbage til forhandlingsbordet snarest muligt med et væsentligt højere ambitionsniveau, står vi over for klimaforandringer der for alvor truer millioner af menneskers eksistens og overlevelse. Fiasko må ikke være en mulighed. De fire klimahelte bør være en kilde til inspiration for alle."

Other contacts:

Jon Burgwald, talsperson, Greenpeace Nordic, mob. +45 40 81 88 98
Sune Scheller, pressemedarbejder, Greenpeace Nordic, mob. +45 27 14 42 57

Notes:

De fire aktivister er:
Juan A Lopez de Uralde, (Spanien), Generalsekretær, Greenpeace Spain
Nora Christiansen, (Norge), bosat i Danmark og udviklingsmedarbejder i Greenpeace International.
Christian Schmutz, (Schweiz), Greenpeace Switzerland
Joris Thijssen, (Holland), Klimamedarbejder, Greenpeace International