Greenpeace giver ikke op – atomaffaldet skal tilbage til Sverige!

Pressemeddelelse - 6. oktober, 2007
Greenpeace har netop genoptaget aktionen fra i går for at få atomaffalds-skibet Atlantic Osprey vende om. Skibet er på vej mod oparbejdningsanlægget Sellafield, Storbritannien, med 4,8 ton atomaffald fra Sverige, og befinder sig netop nu udfor Skagen.

Greenpeaceaktivister er klatret ombord på skibet Atlantic Osprey, der er på vej til Sellafield, England, med 4,8 ton atomaffald fra Sveriges første forsøgsreaktor R1. Greenpeace kræver, at skibet skal vende om og sejle tilbage til Sverige med affaldet.

10 Greenpeace-aktivister fordelt i tre både er sejlet ud fra Skagen og befinder sig nu 18 sømil nordøst for Grenen, Skagen, i selskab med Atlantic Osprey. Fire af aktivisterne er danskere. Med sig har de bannere med symbolet for radioaktivitet, og kravet er lige som i går, at skibet skal vende tilbage til Studsvik-anlægget, Sverige, med det radioaktive affald. Et krav, som Greenpeace allerede via brev den 26. september 2007 opfordrede miljøminister Connie Hedegaard til at stille.

"Problemet med transporten af det svenske atomaffald til Sellafield har nu sejlet rundt mellem flere danske ministerier og styrelser i over en uge. Men nu må den danske regering altså træde i karakter og alliere sig med  Norge og Island og kræve, at skibet vender om og sejler tilbage til Sverige med det højradioaktive affald," Tarjei Haaland, energi- og klimamedarbejder, Greenpeace.

Torsdag i denne uge sendte den norske miljøminister Helen Bjørnøy ligeledes et brev til Connie Hedegaard, hvor hun beder hende tage kontakt til Andreas Carlgren, miljøminister i Sverige. I brevet understreger Helen Bjørnøy, at det er uheldigt, at Sverige nu sender atomaffald til Sellafield og dermed bryder et nordisk samarbejde under Konvention til Beskyttelse af Havmiljøet i det Nordøstlige Atlanterhav, OSPAR, om at finde andre løsninger på atomaffaldsproblemer end oparbejdning og få nedlagt Sellafield-anlægget.

Der er i alt 4,8 ton atomaffald ombord på skibet, hvoraf 1,2 kg. er højradioaktivt plutonium. Affaldet skal oparbejdes på Sellafield-anlægget, der under normal drift hver dag udleder 8 mio. liter radioaktivt spildevand direkte til det irske hav. Det føres med havstrømmene ud i Nordsøen og op langs de danske, svenske og norske kyster.

Læs brev fra Helen Bjørnøy til Connie Hedegaard af 4. oktober 2007

Læs brev fra Greenpeace til Connie Hedegaard af 26. september 2007

Læs brev fra Helen Bjørnøy til Andreas Carlgren af 6. juni 2007

Other contacts:

Tarjei Haaland, energi- og klimakampagnemedarbejer, Greenpeace Nordic,
0045 28 10 90 53
Martina Krüger, energi- og klimamedarbejder, Greenpeace Nordic, 0046 70 550 29 13
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Nordic, 0045 28 10 90 21