Aktivister fra Greenpeace afspærrer lige nu to store transportbånd på et åbent tjæresandsfelt i Fort McMurray i Canada. Feltet er ejet af den canadiske oliegigant Suncor, og båndene transporterer tjæresandet hen til det værk, der trækker olien ud af sandet. Det er kun to uger siden, Greenpeace sidst lukkede et tjæresandsfelt i området, og Greenpeace kræver produktionen af olie fra tjæresand helt lukket.
Udvinding af olie fra tjæresand i Alberta, Canada
"Greenpeace går i aktion, fordi ingen andre vil.
Olieproduktionen fra tjæresand skal stoppes fuldstændig - og det
hurtigst muligt - for den er ekstremt forurenende,
energiforbrugende og naturødelæggende. Og så er det i øvrigt en
meget dyr måde at skaffe energi på", siger Henrik Pedersen fra
Greenpeace i Norden, der opfordrer til, at de mange penge, der
investeres i tjæresand, bruges til udvikling af vedvarende
energiteknologi.
11 millioner liter kemikalier
Olie fra tjæresand er det mest forurenende i verden. Omkring 11
millioner liter giftige kemikalier, flere dødelige og
kræftfremkaldende, siver ned i grundvandet fra tjæresandsfelterne i
Canada. Produktionen udleder også 3 - 5 gange så mange
drivhusgasser som almindelig olieproduktion. "Vi står her i hjertet
af klimaødelæggelserne for at sende et budskab til verdens ledere,"
siger Bruce Cox, der er generalsekretær for Greenpeace i Canada,
fra aktionen. "Verden har brug for klimalederskab nu. Og det
indebærer blandt andet at stoppe tjæresand."
Suncor er den anden største udleder af drivhusgasser fra
tjæresand. Dagens aktion kommer kun to uger efter, at Greenpeace
stoppede en Shell-operation i samme område og kun en uge efter, at
Rajendra Pachauri, nobelprisvinder og leder af FNs Klimapanel
sagde, at Canada forsømmer ethvert klimaansvar og virkelig skulle
overveje at bremse for udviklingen af tjæresandsfelter.
En ordentlig klimaaftale
Greenpeace vil samtidig minde verden om, at det ikke er for sent
at bremse klimaforandringerne, som allerede i år vil koste omkring
300.000 mennesker livet og tvinge 20 millioner andre til at flytte.
Verdens ledere mødes i København til december og de kan stadig nå
at lave en ordentlig aftale, der kan bremse klimaforandringerne.
Den skal være juridisk bindende uden smuthuller, samt sikre, at de
rige lande reducerer deres udledninger af drivhusgasser med mindst
40 % i forhold til 1990 og samtidig finansierer udviklingslandedes
klimaprogrammer med ca. 110 milliarder euros årligt.
"Det er bydende nødvendigt, at den aftale kommer på plads. Og
det kræver ledere, der tager ansvaret på sig. Nu. Lars Løkke
Rasmussen må som vært for klimaforhandlingerne vise lederskab.
Danmark har for flere år siden sikret sig værtskabet for dette
afgørende topmøde. Nu må Lars Løkke Rasmussen vise, at han har
tænkt sig at leve op til det ansvar", siger Henrik Pedersen
Other contacts:
Bruce Cox, Greenpeace Canada executive director + 1 (780) 880-8536– til stede ved aktionen
Jessica Wilson, Greenpeace Canada media and public relations officer, + 1 778 228-5404 – til stede ved aktionen
Henrik Pedersen, kampagnechef, Greenpeace, 22 88 16 15
Birgitte Lesanner, presseansvarlig, Greenpeace, 23 95 12 14