Greenpeace-aktivister låser fisk inde i store bure med hængelås i Føtex på Frederiks allé 22, Århus. Aktiviteten er et led i en større Greenpeace-kampagne, der sætter fokus på, at danske supermarkeder – herunder Føtex- bør tage et medansvar for fremtidens fiskeresurser og luge ud i det brede sortiment af fisk og skaldyr, som enten er truet, overfisket, fanget med destruktive fangstmetoder eller opdrættet under dybt kritisable og forurenende forhold.
Efter godt fem minutter blev aktivisterne dog smidt ud af butikken og står nu ude foran butikken med et stort banner og deler flyers ud til forbipasserende.
Årsagen til Greenpeace-aktivisternes besøg er, at Føtex, der er en del af Dansk Supermarked, fører en lang række ikke-bæredygtige fiskeprodukter så som ål, tun, torsk, tropiske rejer og rødfisk (1), der alle er på Greenpeace rødliste over arter, man bør undgå. Til trods for at Greenpeace siden efteråret 2006 har advaret Føtex' øverste ledelse, om at kæden fører en stor andel problematiske fiskearter, og at de dermed er med til at sætte fremtidens fiskeresurser over styr, fortsætter Føtex salget ufortrødent.
8. maj i år sendte Greenpeace således endnu et brev i rækken af mange breve til danske supermarkeder, herunder også Føtex, med krav om at komme i gang med at udarbejde en offentlig politik for bæredygtigt indkøb af fisk og udfasning af halvdelen af alle rødlistede arter i sortimentet inden 2. juni og samtlige rødlistede arter inden 12. september i år.
"Føtex har ikke en bæredygtig politik på fiskeområdet, derfor kan vi i dag gå ind i butikken her i Århus lige som i alle andre Føtex-butikker landet over og finde en lang række fiskearter, der stammer fra overfiskede bestande foruden f.eks. tropiske rejer dyrket under kritisable forhold. Kort sagt fisk og skaldyr, der ikke er bæredygtige. Det er fuldstændigt uansvarligt, og Føtex må hurtigst muligt fjerne de problematiske arter fra deres sortiment," siger Hanne Kærgaard Lyng Winter, havbiolog i Greenpeace, der er til stede ved Føtex i Århus denne eftermiddag.
Udvalget af ikke bæredygtige fiskearter i danske supermarkeder står i skarp modsætning til udvalget i bl.a. svenske butikker (2). I Sverige har næsten alle supermarkeder tegnet nye, seriøse politiker for indkøb af bæredygtige fiske-produkter og stoppet salget af ikke bæredygtige fiske-produkter som f.eks. torsk. Selv danskejede Netto har i Sverige har meldt ud, at de ikke mere vil sælge torsk og rødspætte. En udmelding, der dog ikke har ført til ændringer i Netto-butikker i herhjemme.
Generelt er danske supermarkeder langt bagud i forhold til ikke blot svenske men også en række andre europæiske supermarkeder (3), da ingen supermarkeder i Danmark har en politik for køb af bæredygtige fiskeprodukter, de arbejder ikke for bedre mærkning af fiskene, og de fører alle en lang række fisk, som enten er overfisket, truet eller fanget via destruktive fangstmetoder som trawl.
"Verdens fiskebestande er i krise, men alligevel føler ledelsen i Dansk Supermarked sig åbenbart ikke inspireret til at tage et medansvar og rydde op i fiskesortiment, så kunderne undgår de mest problematiske fisk som f.eks. torsk, tropiske rejer, ål og tun. Det er ikke i orden. Og da Føtex er en af de kæder, der har et meget stort udvalg af fiskeprodukter, burde kæden i endnu højere grad arbejde seriøst for at beskytte vores fælles fiskeresurser," siger Hanne Kærgaard Lyng Winter.
For at gøre det nemmere for kunderne i Føtex at fravælge problematiske fiskeprodukter, uddeler aktivisterne en rødliste, som gør det muligt at styre uden om de mest problematiske fiskearter.
Desuden langer aktivisterne telefonnumre til de ansvarlige for indkøb af fisk i COOP og Dansk Supermarked ud til alle interesserede med opfordring til at ringe og spørge, hvorfor kæderne stadig sælger ubæredygtige fisk.
Greenpeace besøger i de kommende dage flere danske supermarkeder rundt om i landet for at sætte fokus på de danske supermarkeders problematiske og ikke bæredygtige fiske-sortiment.
Noter:
1.) I 2007 offentliggjorde EU-Kommissionen en rapport, hvori 43 europæiske fiskebestande var blevet undersøgt. Af disse var godt 80 pct. overfisket. Antallet af bestande, hvor der anbefales en nul-kvote fastsættes til 13. Desuden konkluderede rapporten at TAC-beslutningen generelt har været højere end forskerne anbefaler.
Det Europæiske miljøagentur har desuden rapporteret at imellem 22 og 53 pct. af de kommercielt udnyttede bestande i Nord Øst Atlanten er uden for biologiske sikre grænser, hvor bestandene i Nordsøen har det værst. (her er 53 pct. af bestandene uden for biologiske sikre grænser).
Læs greenpeace-rapporten om ødelæggende dambrugsmetoder.
2.) 28. januar lancerede Greenpeace en guide, der rangordner 12 danske supermarkeder, alt efter hvor bæredygtig en politik kæderne fører ved indkøb af fiskeprodukter. Efterfølgende har Greenpeace lavet tilsvarende guider i Sverige.
Greenpeaces guide i Norge.
Resultatet viser desværre, at danske supermarkeder er langt bagefter de svenske og norske.
Det svenske supermarked Bergendahl har f.eks. lavet en liste over arter, de ikke længer vil sælge eller købe. Det gælder for eksempel arterne ål, tropiske rejer og rødfisk. De har desuden identificeret en række arter, de er på vagt overfor. Det gælder for eksempel pangasius, rødspætte, torsk og tun. Se Bergendahls pressemeddelelse her.
Supermarkedet ICA har meldt ud, at de vil fjerne alle de rødlistede arter fra Greenpeaces liste, og at de vil uddanne deres personale i bæredygtighed indenfor fiske- og skaldyrsprodukter.
3.) Greenpeace arbejdet med fremme af bæredygtigt fiskeri og supermarkedskæder i England, Holland, Østrig, Schweiz og Spanien.
Tiltag i andre europæiske lande:
I England har de ni største supermarkedskæder - bl.a. Marks & Spencer og Waitrose - udviklet en politik for bæredygtighed på fiskeområdet, og sælger derfor ikke længere torsk fra Nordsøen i deres butikker.
I Holland har 99 pct. af supermarkedskæderne bebudet, at de inden 2011 kun vil sælge MSC-mærket fisk (The Marine Stewardship Council), der garanterer, at fisken er bæredygtigt fanget. http://www.msc.org/html/content_458.htm
I december 2007 stoppede den hollandske supermarkedskæde Dirk van den Broek desuden alt salg af sværdfisk og reducerede udvalget af tropiske rejer.
Hollandske Sligro Food Group og Super de Boer er stoppet med salg af gulfinnet tun.
I 2007 fjernede det schweiziske supermarked Manor torsk, blåfinnet tun og atlantisk laks fra hylderne.
I Tyskland har supermarkedskæden Kaufland fjernet ål og haj fra deres sortiment.
I Østrig stoppede supermarkedskæden Metro i december 2006 salg af haj, storøjet tun, sværdfisk og europæiske ål.
Lidl International har fjernet rødfisk fra hylderne. Også i Danmark.
Other contacts:
Hanne Kærgaard Lyng Winter, havbiolog, Greenpeace Nordic, 28 10 90 59
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Nordic, 28 10 90 21
Billeder fra dagens besøg findes her:
ftp://gpntv:Quee5une@62.181.226.91 (for at downloade foto fra dagens action , folder: 0806 Supermarket Ranking Denmark, 090608 Aarhus. For at downloade levende billeder fra tidligere aktioner samt dækbilleder om problemstilingen gå til, folder 080202 SuperBest eller 080206 Danmark (føtex), eller Fisheries Background Clipreels).
http://info.greenpeace.se/album/GPN_Media_Release/ (for at se tidligere levende billeder af tidligere aktiviteter).