Kingsnorth-planer lagt på hylden

Pressemeddelelse - 8. oktober, 2009
I nat kom det frem, at den tyske energigigant E.ON’s planer om opførelsen af et nyt kulkraftværk er lagt på hylden. I en mail fra E.ON til Greenpeace afslører virksomheden, at den ikke længere anser opførelsen af et nyt kulkraftværk for økonomisk rentabelt. Projektet er foreløbigt udskudt i minimum to til tre år.

Greenpeace-aktivist ved kulkraftværket Kingsnorth under aktionen i 2007.

"Denne udvikling er ekstremt gode nyheder for klimaet, og det reducerer markant chancerne for, at et nyt Kingsnorth kraftværk af den type på noget tidspunkt vil blive opført", siger John Sauven, generalsekretær i Greenpeace. "Ideen om nye kulkraftværker smuldrer, når nu selv E.ON indser, at det ikke længere er økonomisk rentabelt. Den brede skare af mennesker, der har protesteret mod Kingsnorths trussel mod klimaet, kan glæde sig over, at det nu er mindre sandsynligt, at nye kulkraftværker skal udlede CO2 i Storbritannien".

I de seneste år har det kontroversielle projekt tiltrukket stor opmærksomhed. Bl.a. har en højt profileret klimalejr protesteret mod opførelsen, og i 2008 blev Greenpeace-aktivister frikendt for deres aktiviteter i forbindelse med Kingsnorth. Her lagde juryen vægt på, at kulkraftværket udgjorde en større trussel end Greenpeace' aktiviteter. 

Tirsdag kom det frem, at DONG Energy for anden gang på få måneder skærer i deres investeringspulje. DONG har dog på nuværende tidspunkt ikke løftet sløret for, hvilke investeringer virksomheden kasserer. 

"Skrinlægning af Kingsnorth er en delsejr for klimaet. Hvis vi skal holde stigningen af den globale middeltemperatur under to grader, så skal der ikke bygge et eneste nyt kulkraftværk i Europa", siger Tarjei Haaland, klimamedarbejder i Greenpeace. "Nu bør også DONG Energy kunne læse skriften på væggen og endegyldigt droppe dets planer om at bygge nye, store kulkraftværker i Huntington i Skotland og i Greifswald og Emden i Tyskland".

Other contacts:

Presseafdelingen i Storbritannien, +44 (0) 780 121 2967
Joss Garman, Klima- og energimedarbejder i Greenpeace i Storbritannien, + 44 (0) 207 865 8247, +44 (0) 781 500 4578
Tarjei Halaand, klimamedarbejder i Greenpeace, +45 28 10 90 53
Birgitte Lesanner, presseansvarlig, +45 33 37 63 99