Pressemeddelelse - 21. juli, 2005
Uafhængige forskere ombord på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise opdagede i går, at den grønlandske gletscher Kangerdlugssuaq dramatisk har forøget sin hastighed, og nu er en af de gletschere i verden, der bevæger sig hurtigst. Disse observationer bekræfter forudsigelser om, hvorledes de grønlandske gletschere reagerer på nylige klimaændringer.
Greenpeaces isbryder, Arctic Sunrise, som i sommer er i Grønland
hele denne sommer for at dokumentere tegn på ændringer i klimaet i
denne del af Arktis. Forskere ombord fra Climate Change Institute
fra Maine University i USA, gennemfører et uafhængigt finansieret
studie af gletschervariationer som følge af klimaændringer.
Med hjælp af GPS-måleudstyr har forskerne foreløbigt
konkluderet, at Kangerdlugssuaq gletscheren er en af verdens
hurtigste med en fart af næsten 14 km om året. Resultaterne er
blevet sammenlignet med satellitbilleder, hvoraf det fremgår, at
gletscherens hastighed var omkring fem km om året i 1988. Desuden
har gletscheren siden 2001 overraskende trukket sig cirka fem km
tilbage, efter at have ligget stabilt i fyrre år.
Gletschere som Kangerdlugssuaq transporterer is fra den
grønlandske indlandsis ud til havet, hvor isbjerge brækker af, og
medvirker til en stigning i vandstanden. Kangerdlugssuaq
gletscheren transporterer eller dræner omkring fire procent af
indlandsisen, og derfor har hastigheden af sådanne gletschere stor
betydning i forhold til vandstandsniveauet.
"Dette er en dramatisk opdagelse," siger Dr. Gordon Hamilton,
som har udført de nye målinger af Kangerdlugssuaq gletscheren
sammen med PhD-studerende Leigh Stearns. "Der er bekymring for, at
accelerationen af denne og lignende gletschere og den medfølgende
udstødning af is til havet ikke er medtaget i de nuværende
klimamodeller. Disse nye resultater indikerer, at tabet af
Grønlands indlandsis - hvis det ikke modsvares af et tilsvarende
større snefald - er større og foregår hurtigere, end man hidtil har
troet."
Den grønlandske indlandsis kan smelte helt, hvis den regionale
opvarmning i gennemsnit kommer over tre grader celsius. Hvis dette
sker, så forventes den globale vandstand at stige med syv meter
over nogle tusinde år. Men en stigning på blot en halv til en meter
indenfor de næste hundrede år vil få stor betydning for mennesker
og samfund. Mere end 70 procent af verdens befolkning bor i
kystnære områder, og 11 ud af verdens 15 største byer vil ligeledes
være i risikozonen.
"Grønlands svindende gletschere er et stærkt signal om, at det
haster med at få reduceret udledningen af klimagasser," siger den
danske kaptajn på Arctic Sunrise, Arne Sørensen. "Det er den klare
besked, som vi forventer at den danske miljøminister vil sende til
sine kolleger, når hun er vært for et uformelt miljøministermøde om
klimaændringer her i Grønland i næste måned, hvor også verden
største klimasynder USA forventes at deltage."