Ved at skrive N2O med flammer på en mark i Skanderborg illustrerer Greenpeace, at industrielt landbrug har en negativ påvirkning på klimaet. Flammeskriften henviser til lattergas, der er en af de mest problematiske drivhusgasser, som landbruget slipper ud i atmosfæren.
EU-Kommissionen har i så stor en udstrækning tilladt brugen af kreditter fra JI/CDM-projekter (1), at EU-15's hjemlige drivhusgas-udslip i perioden 2008-12 kun reduceres med to promille i forhold til 1990-niveau. For EU-27 ligger reduktionen kun på sølle en procent. Det viser en række netop offentliggjorte beregninger fra Greenpeace i notatet "Klimapolitik på kredit" (2).
Den klare forudsætning for at få de store udviklingslande til at forpligte sig, er ellers netop, at industrilandene - og ikke mindst EU - foretager reelle hjemlige reduktioner. Greenpeaces beregninger løfter således sløret for en yderst pinlig kendsgerning for EU, der kan stække EU's troværdighed i fremtidige klimaforhandlinger.
Heller ikke Danmark kan udvise imponerende reduktioner. Greenpeaces beregninger viser, at fuld udnyttelse af de tilladte kreditter vil føre til, at det hjemlige danske udslip i 2008-2012 kun vil ligge på godt 8 procent under 1990-niveau. Hvis de kvotebelagte danske virksomheder derudover køber kvoter i EU's kvotesystem, bliver det hjemlige danske udslip i 2008-2012 endnu større og kan sågar ende med blive større end i 1990.
"Det er dybt beskæmmende for den danske regering, der er vært for klimatopmødet i København i 2009, og som på troværdig måde skal forsøge at overbevise andre industrilande om, at de skal forpligte sig til markante reduktioner efter 2012. Men endnu værre er det, at regeringen i forhandlingerne om EU's klima- og energipakke fortsat forsøger at tiltuske sig flest mulige kreditter - også i perioden 2013-2020," siger Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder i Greenpeace.
Den danske regering arbejder i EU-forhandlingerne for, at kredit-loftet for Danmark skal øges fra 3 til 5,5 procent af 2005-udledningen uden for de kvoteomfattede sektorer. Gennemføres det ønske, forventes kreditterne at kunne dække ca. 97 procent af Danmarks reduktionsforpligtelse uden for kvotesystemet i perioden 2013-2020 (1).
"Imens EU-Kommissionen synes at have lært af dårlig erfaring med et alt for højt kredit-loft i 2008-12 og derfor søger at begrænse kreditterne for 2013-2020, så fører den danske regering fortsat klimapolitik på kredit og underprioriterer hjemlige reduktioner. Det er skandaløst og ganske enkelt uacceptabelt for et land som Danmark, der burde gå foran med et godt eksempel, og som regeringen ynder at prale med er et foregangsland," siger Tarjei Haaland.
Noter:
1. CDM og JI er såkaldte fleksible mekanismer under Kyoto-protokollen, der kan fungere som supplement til industrilandenes hjemlige drivhusgas-reduktioner. CDM (Clean Development Mechanism) omfatter projekter i udviklingslande, der ikke har en reduktionsforpligtigelse under Kyoto-protokollen. JI (Joint Implementation) omfatter projekter i andre industrilande, der har en reduktionsforpligtigelse under Kyoto-protokollen.
Læs Greenpeace-rapporten "CDM uden bæredygtighed", april 2008
2. Læs Greenpeace-notatet "Klimapolitik på kredit", 24. september 2008
Other contacts:
Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder, Greenpeace Norden, 28 10 90 53
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Norden, 28 10 90 21