Mere atomkraft i Sverige = miljøsvigt

Pressemeddelelse - 5. februar, 2009
Greenpeace er dybt foruroliget over dagens udspil fra den svenske regering i forbindelse med energioverenskomsten. Udspillet indeholder en reel mulighed for at udbygge atomkraften over tid i Sverige, og hermed risikerer man at underminere satsningen på vedvarende, moderne energikilder.

Barsebäcksværket, marts 1999: 25 aktivister fra Danmark, Sverige, Tyskland, Australien og Slovakiet krævede, at den svenske regering skulle lukke reaktorerne.

"De tilbageværende svenske atomreaktorer kan og skal afvikles - ikke levetidsforlænges eller erstattes. Man kan i Sverige godt glemme enhver tanke om at genstarte Barsebäck 20 km fra København  - det ville i givet fald være en ren provokation imod Danmark, " siger Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder, Greenpeace Norden.

Greenpeace har udarbejdet et nordisk energiscenario, der dokumenterer, at de eksisterende atomkraftværker i Sverige og Finland kan afvikles inden 2025 samtidig med, at det nordiske CO2-udslip i 2030 kan reduceres ned til 1/3 af udslippet i 1990.

"Udspillet lugter i højere grad af politisk taktik for at opretholde en politisk alliance mellem Folkpartiet, Moderaterne, Kristendemokraterne og Centerpartiet end af en egentlig overbevisning om, at atomkraft er et holdbart alternativ . Det er det ikke. Det er både farligt og dyrt og en kæmpe byrde for vore efterkommere, " siger Martina Krüger, klimamedarbejder, Greenpeace Nordic.

Other contacts:

Tarjei Haaland, +45 28 10 90 53
Christina Koll, +45 28 10 90 21 (pressemedarbejder)
Martina Krüger, +46 703 40 54 14