Pentagon-dokument afslører ny aggressiv amerikansk atomvåbenpolitik

Pressemeddelelse - 30. september, 2005
Bush annoncerede i 2002 en ny amerikansk militærdoktrin, hvorefter USA forbeholder sig ret til forebyggende angreb overalt på kloden. Nu viser interne Pentagon-dokumenter, at brugen af atomvåben vil spille en meget aktiv rolle i den nye strategi. Der lægges således op til i “Doctrine for Joint Nuclear Operations”, at USA kan bruge atomvåben forbyggende og i mindre intense kriser, herunder i konventionelle konflikter. Samtidig fremgår det af dokumenterne, at formålet med missilskjoldet først og fremmest er at beskytte USA’s atomslagstyrker.

"At sænke tærsklen for brug af atomvåben er fuldkommen uansvarligt. Den danske statsminister må gribe knoglen til sin gode ven i det Hvide Hus, og forsøge at få den amerikanske præsident til at forstå, at nu er det gået for vidt," siger kampagnedirektør i Greenpeace, Mads Christensen. "Heldigvis viser dokumenterne også, at der endnu findes køligere hoveder indenfor det amerikanske militære system, som opponerer imod den nye aggressive atomvåbenstrategi. Desværre er 'duerne' øjensynligt i mindretal, hvorfor det er påkrævet, at USA's allierede siger klart fra mens tid er."

Dokumenterne, som ved en fejl i en periode har været tilgængelige på internettet, kan læses på Greenpeaces hjemmeside www.greenpeace.org. Det ene dokument er en sen version af, hvilken rolle atomvåben skal spille i de typer konflikter, som USA involveres i. Det andet dokument er intet mindre end sensationelt, da det giver et sjældent indblik i, hvordan de enkelte værn og dele af det amerikanske militær tænker, og hvordan denne nukleare policy søges samordnet i Pentagon. Det endelige dokument ventes vedtaget inden jul, og medmindre dets utidige offentliggørelse afstedkommer et regulært ramaskrig i USA og de øvrige Nato-lande, så vil verden gå en skræmmende farlig tid i møde.

Dokumentet afslører blandt andet:

  • Planer for forbyggende brug af atomvåben mod lande, der ikke selv besidder atomvåben eller lande, som USA mener, måske vil anvende kemiske eller biologiske våben mod dets styrker eller allierede.
  • At Bush-administrationen har løjet overfor offentligheden ved at hævde, at atomvåben spiller en mindre og mindre rolle.
  • At atomvåben kan blive brugt i langt mindre intense kriser, inklusiv konventionelle konflikter, end hidtil.
  • At forskellen på konventionelle styrker og atomvåben bliver tilsidesat, og at atomvåben bliver integreret i konventionel våbenplanlægning og missilforsvar.
  • At hovedformålet med missilforsvar er, at beskytte militære styrker og ikke civile.
  • At nogle grene af det amerikanske militær ikke mener, at truslerne, der bruges til at retfærdiggøre den nye doktrin, eksisterer.

Da der for nylig afholdtes FN-topmøde i New York, havde den amerikanske regering held til helt at få slettet henvisninger til nedrustning i topmødeerklæringen. Årsagen skal blandt andet findes i "Doctrine for Joint Nuclear Operations", som på den ene side fastslår, at USA legalt set er fri til at bruge atomvåben forbyggende ("No customary or conventional international law prohibits nations from employing nuclear weapons in armed conflict"). På den anden side fremgår det også, at der er forskellige holdninger til lovligheden af forskellige typer af mål for atomvåbnene, herunder hvorvidt atomvåben kan bruges mod civile og infrastrukturelle mål - såkaldt "countervalue targeting" hhv. "critical infrastructure targeting."

Nedrustningsekspert i Greenpeace, William Peden, er rystet over, at man overhovedet overvejer at bruge atomvåben i mindre intense konflikter og mod civile mål: "Det amerikanske militær anser øjensynligt ikke længere atomvåben som en sidste udvej, men som et våben, der kan og bør bruges. Den amerikanske regering må tage skarpt afstand fra Pentagons planer om at anvende atomvåben mod civile mål, og i stedet slå fast, at USA ikke vil være den første til at anvende atomvåben i en konflikt eller mod stater, der ikke har atomvåben. Samtidig må USA holde op med at sabotere det internationale samfunds forsøg på at blive enige om atomnedrustning."

Set fra en dansk og grønlandsk vinkel, så underminerer Pentagon-dokumenterne den danske regerings argumenter for at tillade anvendelsen af Thule-radaren i det amerikanske missilskjold. Formålet med missilskoldet er således ikke at beskytte civile i USA (og eventuelt senere i Europa) mod missilangreb. Nej, formålet med missilskjoldet synes at være, at sikre at de amerikanske atomslagstyrker, så USA står friere til at gennemføre forebyggende angreb.

Den respekterede danske forsker og tidligere nedrustningsekspert i Greenpeace, Hans Møller Kristensen, har været med til at grave Pentagon-dokumenterne frem, og hans indgående analyse og sammenligninger med den hidtidige atomvåbenpolitik kan læses i det seneste nummer af Arms Control Today:

http://www.armscontrol.org/act/2005_09/Kristensen.asp samt på hans egen

hjemmeside: www.nukestrat.com.

Hør også Jørgen Dragsdahls interview med Hans Møller Kristensen på P1 fra den 21. september 2005:

http://www.dr.dk/orientering/Or_MP/2005/RAM/o050920g.ram