REACH sætter ikke en effektiv stopper for farlige kemikalier i vores tøj, mad og andre produkter
Siden 1999 har Greenpeace forfulgt principperne om No data - No
marketing og substitution. Det betyder, at farlige, kemiske stoffer
skal erstattes af sikre alternativer, og at kemikalier ikke længere
må produceres uden nødvendige miljø- og sikkerhedsdata. Disse
principper er nu mere eller mindre indarbejdet i den nye kemilov,
og som miljøorganisation er det selvfølgelig utroligt
tilfredsstillende i den grad at have sat en dagsorden.
"Greenpeace glæder sig over, at ideen om at anvende sikre
alternativer er fastnaglet i REACH. Men vi begræder, at prisen blev
så høj. Under pres fra den tyske kemikalieindustri og nogle
stenalder-tænkende EU-medlemslande, har parlamentet opgivet at
stille krav om at få de nødvendige miljødata for mange tusinde
stoffer. Det vil sige, at man ikke får de nødvendige oplysninger,
der skal til for at identificere og erstatte de farlige kemikalier
med mindre farlige," siger miljøbiolog Henrik Pedersen.
REACH er desværre fuld af smuthuller. Virksomheder, der
importerer og producerer kemikalier i mængder under ti ton, skal
kun levere meningsløse data så som kemikaliets navn og kogepunkt.
Data, som gør det umuligt at lave en sikkerhedsvurdering. Konkret
betyder det, at der ikke skal udarbejdes
kemikaliesikkerhedsrapporter for op til 18.000 ud af de 30.000
stoffer, som REACH omfatter. Dertil kommer, at 70.000 stoffer, der
produceres under 1 tons/år, slet ikke skal registreres.
Loven tillader desuden, at kemikalier kan bruges, så længe de
er under "behørig " kontrol. En formulering, der vil medføre
endeløse diskussioner og forhaling, når producenterne påstår, at
deres produkter er under kontrol, uagtet at stofferne forurener
navlestrengsblod, modermælk og miljøet. Virkeligheden er, at ingen
reelt ved, hvordan kemikalierne påvirker vores hormonbalance og
børns tidlige livsstadier, når kemikalierne optræder samtidigt og
medfører kombinationseffekter. Derfor har læger,
forbrugerorganisationer og innovative virksomheder over hele Europa
kæmpet sammen med Greenpeace for, at kravet om substitution skal
gælde for alle kemikalier.
De mange smuthuller gør REACH sårbar over for manipulation fra
den kemiske industris side, og det er derfor afgørende, at
politikere fra alle EU's medlemslande sikrer, at der bliver holdt
et vågent øje med REACH og det nye Europæiske Kemiagentur.
Uden den nødvendige støtte og overvågning vil farlige kemikalier
fortsat forurene naturen, vores hjem og vores kroppe. Og i så fald
er REACH en fiasko.
Se også rapporterne:
REACH in Brief
Flowchart
Other contacts:
Henrik Pedersen, miljøbiolog Greenpeace i Strasbourg pt., +45 22 88 16 15
Jacob Hartmann, civilingeniør Greenpeace i København, +45 28 10 90 20
Christina Koll, pressemedarbejder Greenpeace, 28 10 90 21
Nadia Haiama, EU Policy Director on Chemicals at Greenpeace European
Unit, +32 (0)476 961 376