Skib stoppet i at læsse indonesisk palmeolie af i Rotterdam

Pressemeddelelse - 23. november, 2007
Greenpeace-aktivister forhindrede i dag, at mere end 10.000 ton indonesisk palmeolie blev læsset af i Rotterdam. Det skete for at sætte fokus på, hvordan Indonesiens oprindelige skove og tropiske tørvemoser bliver afskovet i alarmerende hast for at skabe plads til palmeolieproduktion.

Ved at lænke sig fast til skibet Doroussa sørgede over 20 Greenpeace-aktivister i dag for, at de 10.000 ton palmeolie, som skibet havde med i lasten fra Indonesien, forblev ombord.

Afskovningen af Indonesiens tropiske tørvemoser alene står for 4 pct. af verdens samlede udledning af drivhusgasser (1) og er dermed en afgørende del af forklaringen på, at Indonesien er verdens tredje største udleder af drivhusgasser - næst efter Kina og USA.

"Palmeolieproduktionen er ude af kontrol, Indonesiens skove bliver ødelagt, og det er klimaet, der kommer til at betale prisen i sidste ende. Og det hele sker bare for at vi kan blande olien i chips, chokolade, kosmetik og i værste fald biodiesel," siger Dan Belusa, Greenpeace i Danmark (2).

De 10.000 ton palmeolie, der skulle have været læsset af tankskibet "Doroussa" i Rotterdam, stammer fra Riau-provinsen på Sumatra, hvor Greenpeace siden 9. oktober i år har gennemført undersøgelser af de tropiske tørvemosers dybde, afskovningens omfang og palmeolieproduktionens skadelige konsekvenser.

Den 15. november forhindrede Greenpeace-aktivister desuden afskibning af 30.000 ton palmeolie fra Dumai, den havn i Indonesien, hvor den største eksport af palmeolie foregår fra.

Om ti dage samles repræsentanter fra hele verden til klimatopmøde på Bali, Indonesien, og Greenpeace appellerer til, at deltagerne under dette møde når til enighed om indarbejdelse af en finansierings-mekanisme i næste fase af Kyoto protokollen til beskyttelse af verdens sidste tropiske.

Reduktion af udslippet af drivhusgasser fra afskovning er nødvendig udover reduktion af udslip af drivhusgasser fra afbrænding af fossile brændsler, hvis det skal lykkedes at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under 2 grader og dermed undgå de mest alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne.

Noter:

(1) Udledning af drivhusgasser fra ødelæggelse af Indonesiens tropiske tørvemoser står for 4 pct. af det globale udslip af drivhusgasser - 1.3 mia. ton  (Gt) fra afbrænding, 0.5 Gt fra fortløbende ødelæggelse. Kilde: Hooijer et al (2006): 29. I 2004 var det globale udslip af drivhusgasser på 49 Gt. Kidle: Intergovernmental Panel on Climate Change, Working Group III (2007):3

(2) Læs hele Greenpeace-rapporten, "Cooking the Climate" online  eller læs  sammendraget af rapporten

Other contacts:

Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Nordic, +45 28 10 90 21

Suzanne Kröger, Greenpeace Holland, skovkampagnemedarbejder, +31 6 2129 6901