Soja-moratorium i Brasilien forlænget

Pressemeddelelse - 17. juni, 2008
Det såkaldte soja-moratorium, der forbyder produktion og salg af soja fra nyskovede områder i Amazonas, er netop blevet forlænget frem til juli 2009.

Soja-moratoriet, der nu er forlænget til juli 2009, skal beskytte verdens største regnskov Amazonas mod fældning til sojaproduktion. Afskovning er årsag til 75 pct. af Brasiliens drivhusgasudslip og gør landet til verdens fjerde største udleder.

Verdens største regnskov Amazonas kan fortsat nyde godt af det såkaldte soja-moratorium, der forbyder produktion og salg af soja fra nyskovede områder i Amazonas (1). Under en fælles pressekonference i Brasilien i dag kl. 15.00 mellem soja-forhandlernes sammenslutning, Abiove (2), Brasiliens nye miljøminister Carlos Minc, Greenpeace og en række andre NGO'ere blev det offentliggjort, at moratoriet fra 2006 forlænges frem til juli 2009.

Som en del af moratoriet forpligter verdens førende soja-forhandlere og - eksportører sig til ikke at købe soja dyrket på nyskovede områder i Amazonas.

Også McDonalds gik tilbage i 2006 ind i kampen imod afskovning med løftet om ikke at købe kyllingekød fra dyr opfostret på soja dyrket på nyskovede områder i Amazonas. En kamp, McDonalds fortsætter sammen med Marks&Spencer, Carrefour og en række andre virksomheder, der nu har underskrevet en fælles udtalelse, der bekræfter virksomhedernes fortsatte opbakning om moratoriet (3).

Moratoriet har da også givet positive resultater ude i regnskoven. Undersøgelser fra april i år viser, at intet af den soja, der blev produceret i 2007 i Brasiliens Amazonas, stammede fra nyskovede områder (4).

"Vi glæder os meget over, at moratoriet er blevet forlænget med støtte fra Brasiliens nye miljøminister. Det er netop afgørende for moratoriets succes, at der er støtte fra regeringen, for det hjælper Abiove og soja-forhandlerne hver især med også at få landmændene til at bakke op om initiativet. Miljøministerens opbakning sender desuden et vigtigt signal om, at markedet fortsat afviser soja fra producenter, der ødelægger regnskoven for at bruge jorden til dyrkning af soja," lyder det fra Abiove.

Greenpeace har sammen med en række andre NGO'ere spillet en aktiv rolle i oprettelsen samt den fortsatte opretholdelse af moratoriet bl.a. ved at indgå i den arbejdsgruppe, der fik til opgave at implementere moratoriet. Desuden har Greenpeace udarbejdet materiale, der kortlægger soja-produktionens alvorlige trusler imod Amazonas (5).

Ødelæggelsen af verdens oprindelige skove er direkte årsag til 20 pct. af verdens samlede udslip af drivhusgasser, og 75 pct. af Brasiliens drivhusgasudslip stammer således fra afskovning. Det gør landet til verdens fjerde største udleder. Som et led i kampen mod afskovning er det derfor afgørende, at soja-moratoriet opretholdes indtil de nødvendige foranstaltninger, som kan sikre, at soja-produktionen ikke resulterer i yderligere afskovning, er på plads (6).

Noter:

1.) Om Soja-moratoriet

2.) Medlemmer af Brazilian Association of Vegetal Oil Industry, ABIOVE og National Association of Cereals Exporters, ANEC, inklusiv gianterne Cargill, Bunge, ADM, Dreyfus og Ammagi, sidder på mere end 90% af den brasilianske handel med soja.

3.) Fælles-udtalelse 17. juni 2008 anført af McDonalds, Marks&Spencer og Carrefour: Statement on Moratorium and Work of the Amazon WG

McDonalds opbakning til moratoriet i 2006

4.) Overvågning af nyskovede områder blev foretaget via data fra bl.a. National Institute for Spatial Research (PRODES).  Nyskovede områder større end 100 hektar blev undersøgt I staterne Rondônia, Pará og Mato Grosso, som tilsammen er omdrejningspunkt for næsten samtlige soja-plantager i Brasiliens Amazonas.

Greenpeace har desuden udført egen fly-overvågning af de same områder som PRODES og kan bekræfte resultaterne. Dog viste Greenpeaces undersøgelser også, at der er sket nylig skovning i områder ejet af soja-producenter

5.) 24. juli 2006 offentliggjorde ABIOVE (Brazilian Association of Vegetal Oil Industry) og ANEC (National Association of Cereals Exporters) et to-årigt  moratorium for køb af soja fra nyskovet områder i Amazonas eller fra landmænd, der bruger tvangsarbejde.  Moratoriet kom efter en undersøgelse foretaget af Greenpeace, der viste, at soja-dyrkning truer Amazonas. I oktober 2006 blev der nedsat en arbejdsgruppe, GTS bestående af ABIOVE, ANEC, NGO'er og sociale organisationer. Gruppen skal sikre implemen­tering af moratoriet. Læs mere her

6.) 3. juni 2008 viste Brazilian Space Agency, INPE, at afskovningen I Amazonas er steget til 1,423 km2 i april 2008 fra 145 km2 i marts. Mere end 70 pct. af afskovningen er sket i Mato Grosso, som er den største soja-producerende stat i Brasilien.

Other contacts:

Paulo Adario, Amazonas-skovkampagneleder, Greenpeace, Brasilien, +31 646 23 36 95 eller +55 92 8115 8928
Daniela Montalto, skovkampagneleder, Greenpeace International, +31 6 46 16 20 33
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Nordic, +45 28 10 90 21