Verdens stats- og regeringsledere skal tage personligt ansvar for ambitiøs klimaaftale

Pressemeddelelse - 27. april, 2009
Greenpeace appellerer til verdens 17 største CO2-udledende lande om ikke at glemme resten af verden, når de i dag og i morgen mødes til præsident Barak Obamas Major Emitters Forum (MEF) i Washington.

Greenpeace-aktivister hænger et banner fra en byggekran nær State Department i Washington, DC, med en opfordring til statslederne fra verdens 17 største forurenere om at stoppe den globale opvarmning og redde planeten fra de ødelæggende virkninger af klimaændringer. Dette sker på samme tid som statslederne er samlet til klimaforhandlinger under Major Economics Forum (MEF).

Deres ord og handlinger vil nemlig have afgørende betydning for alle de mange andre lande verden over, der ikke er inviteret indenfor til mødet i Washington. Ikke mindst for verdens 50 fattigste lande, der er ekstremt sårbare over for klimakrisen såvel som den økonomiske krise. Enhver beslutning på mødet må derfor tage hensyn til resten af verden og sikre, at den endelige klimaaftale laves i København i FN-regi.

"Mødet i Washington har potentiale til at åbne op for en øget samarbejdsånd og sikre fremskridt i FN's klimaforhandlinger, som i øjeblikket forløber i sneglefart. Men for at det kan ske, er det afgørende, at de fattige lande, der ikke er inviteret til Washington, ikke bliver kørt ud på et sidespor i klimaforhandlingerne," siger Tove Maria Ryding, klimamedarbejder, Greenpeace Norden.

Danmark deltager trods sin beskedne størrelse også i mødet i Washington i kraft af rollen som værtsland for FN's klimatopmøde i december i København.

"Danmark må som deltager i mødet sikre, at de fattigste lande - der samtidig bliver hårdest ramt af klimaforandringerne - får en fremtrædende rolle i de globale klimaforhandlinger frem til København. Ellers svigter den danske regering på det groveste sit ansvar som værtsland," siger Tove Maria Ryding.

For at forhindre katastrofale klimaforandringer skal de globale CO2-udledninger toppe i 2015, derefter falde hurtigt og nå så tæt på nul, som muligt, i 2050. For at det kan lykkes, skal verdens rige, industrialiserede lande forpligte sig til at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 pct. i 2020 set i forhold til 1990, stoppe afskovningen samt støtte u-landenes omstilling til bæredygtige energiformer og disse landes nødvendige tilpasning til de allerede uundgåelige klimaforandringer.

Greenpeace appellerer således også til Barak Obama om at gå fra ord til handling og arbejde hårdt på at sikre opbakning fra den amerikanske kongres samt handling og lederskab fra verdens stats- og regeringsledere i arbejdet for at tackle klimakrisen.

"Vi beder alle verdens statsledere om at møde personligt op til FN's klimatopmøde i København i december og her tage personligt ansvar for at sikre, at der bliver vedtaget en stærk, juridisk bindende og retfærdig klimaaftale i København," siger Karen Sack, policy director, Greenpeace International.

Other contacts:

I Washington: Michael Crocker, Greenpeace press officer, (+1) 202.215.8989,

I København:
Tove Maria Ryding, klimamedarbejder, Greenpeace Norden (+45) 28 78 08 83
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Norden, (+45) 28 10 90 21