Du er her:
Når GMO bliver sat ud i naturen, er der stor risiko for, at de genmodificerede organismer spreder eller krydser sig med vilde slægtninge.
De langsigtede konsekvenser af dette er stort set ukendte, fordi kendskabet til genernes opbygning, og sammenspillet mellem forskellige gener, er meget begrænset.
Det er således umuligt at forudse eller kontrollere, hvilke konsekvenser ændringer i organismernes DNA kan have.
Faren kan til en vis grad sammenlignes med den, der er forbundet med at introducere en ny art til et økosystem, hvor den ikke tidligere har eksisteret.
Præcis som den fremmede art kan GMO have en genetisk konkurrencefordel i forhold til dens vilde slægtninge og andre arter og dermed have mulighed for at trænge dem ud af økosystemet.
Den genmanipulerede organisme kan også overføre sine nye arveanlæg til vilde arter og på den måde skabe ravage i økosystemet.
Gensplejsning, med henblik på at skabe modstandsdygtighed overfor trusler mod planten, kan i stedet give truslerne den selvsamme modstandsdygtighed og derved forværre problemet.
Resistens mod sprøjtegifte og andre miljøgifte hos GMO kan medføre et øget forbrug af disse midler. Gensplejsning holder dermed landbrugets store forbrug af sprøjtegifte fast på et tidspunkt, hvor der brug for at satse på intelligente og bæredytige løsninger af hensyn til biodiversitet og fødevaresikkerhed.
Vi er hidtil blevet forskånet for sikre tegn på, at gensplejsede fødevarer er direkte farlige at indtage. Men gensplejsede afgrøder, og dermed gensplejset mad, kan indeholde gensekvenser, der producerer uforudsete nye proteiner, hvilket kan medføre eksempelvis allergiske reaktioner.
Ingen af de nye gensplejsede fødevarer har imidlertid været genstand for langvarige sundhedsundersøgelser eller de omfattede toksikologiske undersøgelser, som eksempelvis kræves for ny medicin.
Medicin gennemgår kliniske tests i op til 15 år, og selv disse tests er begrænsede i evnen til at finde uforudsete problemer. Når ny medicin kommer på markedet, er det ofte nødvendigt at trække det tilbage på grund af alvorlige bivirkninger.
Med GMO er der ingen løbende kontrol, og hvis indtagelse af GMO viser sig at få uforudsete konsekvenser, vil det være vanskeligt at spore og løse problemet.