Økosystemeffekter

Den nordlige rethval, grønlandshvalen, pukkelhvalen, blåhvalen samt gråhvalen i det nordlige Stillehav og i det sydlige Beringshav blev reduceret til en brøkdel af deres naturlige bestand allerede i starten af det nittende århundrede. Fangsten af de mere almindelige finhvaler, sejhvaler og kaskelotter blev først intensiveret efter anden verdenskrig, hvor Japan og Sovjetunionen tog ny teknologi i brug. I slutningen af 1970'erne var hvalbestandene som følge heraf så overudnyttede, at hvalfangerne skiftede fokus til andre områder. Anslået blev der nedlagt mere end en halv million hvaler i dette område i mellem 1949 og 1969, men usikkerheden er stor, da man anslår at Sovjetunionen kun har rapporteret helt ned til 40 procent af fangsten for nogle arter. Denne meget hastige reducering af bestanden af store hvaler har haft omfattende effekter.

I det nordlige Stillehav og det sydlige Beringshav udgør store hvaler en vigtig føderessource for spækhuggere, og op til 40 procent af hvalerne bærer mærker efter angreb. Hvalernes årlige migration til sydligere have formodes således at være en tilpasning til at mindske disse rovdyrs angreb på kalvene. Som følge af mangel på hvaler blev spækhuggere derfor nødsaget til at skifte til at jage sæler og søløver. Dette forårsagede, at bestanden af først spættet sæl, siden pelssæl og til sidst stellers-søløve (nu opført som truet under US Endangered Species Act) faldt drastisk i løbet af 1960 og 1970'erne, kort efter den kommercielle hvalfangsts kollaps. Herefter begyndte spækhuggerne at jage havodder hvorved også denne bestand blev reduceredet. I slutningen af 1990'erne var bestanden omkring øgruppen Aleuterne, der adskiller det sydlige Beringshav fra det nordlige Stillehav, kollapset.

Havodderen har stor indvirkning på det marine økosystem, idet de holder bestanden af søpindsvin nede og dermed favoriserer væksten af tangskove, der er en af de habitattyper, der har den højeste biodiversitet på kloden. En kraftig tangskov tiltrækker et væld af mindre arter, der benytter tangen til skjul og yngleområde. Dette tiltrækker igen større rovfisk, sæler og selv gråhvaler. Reduktionen af haveodderne startede derfor en kædereaktion, der førte til en eksplosion i bestanden af søpindsvin, som igen græssede tangskovene ned og reducerede diversiteten af systemet.

Den kommercielle overudnyttelse af hvaler i det nordlige Stillehav startede således en af de længste og mest komplekse kædereaktioner, der nogensinde er beskrevet. Det startede i det åbne hav for mere end 50 år siden førte det til en kritisk reduktion af sæler, søløver og havoddere og endeligt til ændringer i forholdet imellem søpindsvin og tangplanter på lavt vand, med reduceret biodiversitet til følge - og det er kun de effekter, der er dokumenteret indtil videre.

Hvalfangst har globalt omspændende økosystemeffekter, og historien har vist, at det ikke er muligt at regulere udnyttelsen, så den er hverken økologisk eller økonomisk bæredygtig pga. hvalernes langsomme vækst. Hvaler får kun et enkelt afkom af gangen, som er afhængig af moderen i lang tid. Derfor vokser bestanden langsomt og kan ikke reetablere sig hurtigt efter nedgang.