Østersøen

Østersøen er et unikt økosystem

Østersøen er økologisk unik ved at være et af verdens største brakvandshave. Saltvand strømmer kun ind i Østersøen igennem stræderne i Danmark imens ferskvand strømmer til fra floder i Sverige, Finland, og Øst Europa. Saltholdigheden er derfor væsentlig forskellig fra den sydvestlige del af Østersøen til den nordlige del af den Botniske bugt.

Østersøen har også en permanent lagdeling af vandsøjlen, fordi det mere saltholdige vand lægger sig på bunden. Udvekslingen af ilt imellem lagene er meget forringet og nyt ilt tilføres kun bundlaget fra tungt iltholdigt indstrømmende vand. Da det kun er igennem bælterne i Danmark at nyt havvand strømmer ind har vandet i Østersøen en meget lang opholdstid, på helt op til 30 år, før det bliver udskiftet.

Disse forhold stiller specielle krav til de organismer, der kan leve der og Østersøens dyreliv består derfor af en blanding af saltvand og ferskvandsarter samt en del brakvandsarter. Der er få arter af både planter og dyr i Østersøen i forhold til andre marine økosystemer, og derfor har hver eneste art en unik rolle i det samlede økosystem, der udgøres af en relativ simpel fødekæde. Fjernelsen eller udryddelsen af blot en enkelt nøgleart kan derfor have fatale konsekvenser for hele økosystemet, da hver art er vigtig for dynamikken og strukturen.

På grund af den lange opholdstid for vandet, lagdelingen af vandsøjlen og den simple fødekæde er Østersøen meget sårbar overfor menneskelige aktiviteter.

Forurening truer Østersøen

Næringssalte tilføres fra opland, luften, industri og akvakultur og skaber algeopblomstringer og følgende iltsvind på bunden. Denne form for forurening anses som den største trussel imod Østersøen. Iltsvind har store konsekvenser idet både bundlevende dyr og fisk dør, og habitater forsvinder. Manglen på ilt er udbredt når man går længere ned end 70 meter, og mange områder er derfor helt uden liv. Manglen på ilt i torskens gydeområder har, i kombination med intensivt fiskeri, reduceret torskebestanden i Østersøen drastisk. Tilførslen af næringssalte kommer fra landbrug, industri, akvakultur hvoraf landbruget er den største synder. Især udledningen fra landbruget kan være svært at kontrollere fordi floderne, der udmunder i Østersøen har et kæmpe opland.  

Miljøgifte som PCB, DDT, dioxiner, kobber, cadmium og kviksølv er også en trussel imod livet i Østersøen. Det er stoffer der ophobes igennem fødekæden, og effekten af disse stoffer kan have vidtrækkende konsekvenser for både miljøet, dyr og mennesker. Den voldsomme ophobning af miljøfremmede stoffer igennem fødekæden har gjort, at anvendelsen af sild og laks fra nordlige Østersø nu er reguleret.

Østersøen er desuden et af de mest trafikerede have i verden. På alle tider af døgnet er omkring 2000 større skibe, der fragter olie, kemikalier og passagerer, på havet. Den store skibstrafik giver problemer med illegal dumping af affald og udledning af olie - et stort problem i Østersøen. Hvert år opdager overvågningsfly flere hundrede tilfælde af ulovlig olieudledning i Østersøen, men de faktiske tal er sandsynligvis langt højere. I perioden 1988-2003 var der fem større olieudslip fra skibe, der samlet lukkede mere end 100 tons olie ud i det følsomme hav.

Med ballastvandet fra de mange skibe, der hver dag krydser Østersøen tilføres et væld af fremmede arter. Fremmede arter der tilføres et økosystem, der er så følsomt som Østersøen, og som har en relativ simpel fødekæde, kan få vidtrækkende konsekvenser der er umulige at rette op på. Ca. 100 fremmede arter er allerede rapporteret i Østersøen, og 70 af dem har etablerede sig. Det omfatter bl.a. vandloppen Cercopagis pengoi, der konkurrerer med sild om zooplankton bytte, og polychaet ormen Marenzelleria viridis. Denne polychaet orm har spredt sig til store dele af Østersøen, og det frygtes at den vil udkonkurrere dele af den naturlige fauna, og dermed ændre strukturen af bundens økosystem.

Overfiskeri truer bestande og ændrer økosystemstruktur

Omkring 90 % af det kommercielle fiskeri i Østersøen baseres på torsk, sild og brisling.

Torskebestanden i den østlige del af Østersøen er så reduceret, at det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) vurderer den som værende udenfor biologisk sikre grænser. Det nuværende fiskeritryk på torsk er ikke bæredygtigt. Samtidig er det antal af unge torsk der tilføres bestanden (rekrutteringen) meget afhængig af gydebiomassen, strømforhold, saltholdighed og vandets iltmætning. De bedste gydeår forekommer når store mængder iltholdigt vand kommer ind igennem bælterne og til gydepladserne. Dette er imidlertid ikke sket i mange år, og i kombination med overfiskeriet er torskebestanden i den østlige del af Østersøen nu stærkt truet. Derudover har den tilbageværende bestand en meget begrænset aldersspredning fordi der fortrinsvist fanges to og treårige torsk. Herved bliver bestanden meget sårbar overfor naturlige svingninger i temperatur, saltholdighed og iltbetingelser.   

Torskens drastiske tilbagegang i Østersøen har medført et skift i økosystemets struktur. Fra et økosystem domineret af torsk er det nu domineret af sild og brisling. Torskens tilbagegang har øget rekrutteringen af en af dens byttedyr - brislingen - og da brisling æder torskelarver er der dermed sat en negativ spiral i gang. Denne spiral forstærkes i høj grad af det høje fiskeritryk på torsk og tendensen er derfor svær at vende.

Støren, der før har været en af Østersøens vigtigste fiskearter anses i dag for udryddet.  For sild ser det lidt bedre ud. Silden har været i tilbagegang i nogle år, men er nu ved at komme sig. Nogle bestande klarer sig godt, men bestanden i den centrale Østersø er lav.

Et andet stort problem er bifangster af især havpattedyr og fugle. Især marsvin vikles ind i fiskernes net og drukner, hvilket udgører så stor en fare, at bestanden måske ikke vil kunne opretholdes i Østersøen. Fiskenet kan også rives løs og fortsætte med at fiske som såkaldte spøgelsesnet. Effekten af dette er svær at estimere, men det er uden tvivl, at de påvirker Østersøen i en negativ retning.

Hvad byder fremtiden

Det meste af Østersøen forvaltes under EU og EU-medlemslandes lovgivning. EU har imidlertid ikke en samlet lovgivning til at beskytte af havmiljøet. Den eksisterende lovgivning er et sektor for sektor sammensurium af forskellige love. I oktober 2005 præsenterede Europakommissionen en ny European Marine Strategy (EMS) og et forslag om et EU direktiv der tilsigter en integreret tilgang til beskyttelse af havmiljøet. Dette direktiv kan blive en stærk basis for marin beskyttelse ved at styrke og binde eksisterende EU love sammen.

Direktivet etablerer retningslinjer for udviklingen af nationale strategier, der skal søge at opnå "god miljømæssig tilstand" i havmiljøet inden år 2012. Der lægges op til regionale forholdsregler hvor hver EU kyststat vil være forpligtet til at udvikle en handlingsplan. Medlemslande opfordres til at samarbejde i dette arbejde og samarbejde kan faciliteres igennem eksisterende institutioner, så som Helsinki konventionen (HELCOM) i relation til Østersøen. Samtlige lande, der grænser op til Østersøen har underskrevet Helsinki konventionen og har herved forpligtet sig til at mindske den omfattende forurening i Østersøen.

Europakommissionens forslag var et tiltrængt skridt i retning mod at implementere juridisk bindende mål og deadlines for at stoppe og vende den dramatiske tilbagegang og forværring af Europas havmiljø og Østersøens i særdeleshed. Desværre lever forslaget langt fra op til forventningerne og formår ikke at etablere overordnende retningslinjer for anvendelsen af en økosystembaseret forvaltning baseret på forsigtighedsprincippet.

I 2006 og 2007 har EU imidlertid en unik chance for at etablere en længe ventet, samlet og effektiv EU lovgivning. Det er EU's første rigtige mulighed for at omsætte forpligtigelser, indgået under globale konventioner og aftaler, til egentlig handling. For Østersøen omfatter det, at udforme en handlingsplan og at arbejde for at forbedre udkastet til direktivet på EU niveau. Dette ved at sikre, at direktivet kommer til at indeholde krav om at opnå "god miljømæssig tilstand", kriterier der definerer denne tilstand og en mere ambitiøs tidsfrist for implementering af direktivet. Men vigtigst bør direktivet kræve, at medlemslandene opfylder deres løfter om beskyttelse af havmiljøet ved at foreslå et netværk af marine reservater der dækker 40 % af Østersøen.

Det er nu der skal skrides til handling, og beslutningstagerne bør vise at de at de er villige til at sætte Østersøen på dagsordnen. De bør gribe denne mulighed for at komme videre end den sektor for sektor tilgang der hidtil har præget forvaltningen af Østersøen og sætte miljøet og folks helbred, der lever omkring og af Østersøen, forrest i beslutningsprocessen.