Stillehavet var indtil for nylig stedet, hvor de sidste forholdsvis sunde tunfiskebestande kunne findes. Det vestlige og centrale Stillehav danner således også rammerne om verdens største tunfiskeri, og mere end halvdelen af den tun, der fiskes op globalt kommer fra dette område. Tunarterne skipjack og gulfinnet tun udgør cirka 80 pct. af de totale fangster, og det er derfor dem, der oftest står på supermarkedernes hylder.
Fiskeriet efter tun bliver både udført af lokale fiskere fra
Stillehavsøerne og af store fartøjer udefra - bl.a. fra EU, Japan, Kina
og Korea. Disse kaldes ”Distant Water Fishing Nations”, en betegnelse,
de store fiskeflåder har fået, fordi de fisker langt væk fra deres
hjemlige farvande.
Fartøjerne fra EU, Kina, Japan mfl. er meget effektive til at fiske.
Derfor fisker de flere fisk, end hvad der kan kaldes bæredygtigt. I
Stillehavet kan store industrialiserede notfartøjer for eksempel på
bare to dage fange den same mængde fisk, som det vil tage en lokal
fisker et helt år at få i nettet.
Tunfiskeriet i Stillehavet har en anslået årlig markedsværdi på 14 mia.
95 % af denne værdi kommer store, udenlandske fiskeflåder til gode.
Dermed får Stillehavsøerne stort set intet ud af deres enorme,
naturlige rigdomme. Samtidig er den udenlandske flådes rovfiskeri skyld
i, at bestandene falder drastisk og dermed truer Stillehavsøerne
muligheder for i fremtiden at fiske på bæredygtige bestande og dermed
have en god indtægt fra fiskeriet. .