Skip navigation.
Produktion af køleskabe med Greenfreeze-teknologi. Teknologien blev 
opfundet af Greenpeace som et miljøvenligt alternativ til industriens 
brug af ozonskadelige gasser.

Produktion af køleskabe med Greenfreeze-teknologi. Teknologien blev opfundet af Greenpeace som et miljøvenligt alternativ til industriens brug af ozonskadelige gasser.

Forstør billede

Greenpeace har udviklet en teknologi til brug i bl.a. køleskabe, der er langt mere miljøvenlig end andre metoder. Greenfreeze, som teknologien kaldes, bliver nu brugt over hele verden.

Et godt alternativ til anvendelse af HFC (og CFC og HCFC) i køle- og fryseskabe blev udviklet med Greenpeaces mellemkomst allerede i 1992 med udviklingen af et køleskab baseret på kulbrinter (den såkaldte Greenfreeze-teknologi).

Denne teknologi - med isobutan som kølemiddel og cyclopentan i isoleringen - er siden undergået en eksplosiv udvikling med udgangspunkt i Tyskland, hvor der idag stort set ikke produceres andet end Greenfreeze-modeller.

Siden 1992 er der på verdensbasis produceret ca. 55 millioner Greenfreeze køle/fryseskabe, og i dag er den årlige produktion op mod 15 millioner.

Med Greenpeaces medvirken produceres der greenfreeze-køle/fryseskabe udenfor Europa i en lang række lande, heriblandt Kina (over halvdelen af produktionen), Indonesien, Argentina og Indien. I Japan meddelte de 3 store producenter Matsushita, Toshiba og Hitachi efter kraftigt pres fra Greenpeace, at de vil producere og sælge greenfreeze-modeller fra januar 2002.

I september 1996, hvor Greenpeace lavede en første opgørelse, var der i alt 108 Greenfreeze-modeller fordelt på de 5 kategorier køleskabe, køleskabe med frostbox, køle/fryseskabe, fryseskabe og kummefrysere på det danske marked. I marts 1998 var antallet af Greenfreeze-modeller steget til 168.

I følge en opgørelse udarbejdet af Elsparefonden i maj 2000, var 338 ud af ialt 737 modeller på det danske marked Greenfreeze-modeller. Ser man på specielt den mindst elforbrugende kategori (A-modellerne), så udgjorde Greenfreeze-modellerne 126 ud af 178 modeller.

Sidstnævnte illustrerer med al ønskelig tydelighed, at anvendelse af kulbrinter i stedet for HFC i hvert fald ikke fører til køle/fryseskabe med mindre energieffektivitet - tværtimod. Elsparefonden udarbejde igen i maj 2001 en opgørelse, der viste, at 420 ud af ialt 743 modeller på det danske marked var Greenfreeze-modeller.
 
Den eneste danske producent, der har været fremsynet og tidligt omstillede sin produktion til Greenfreeze-teknologi, er Vestfrost. Resten af de danske producenter Gram,Vibocold, Derby, Elcold, Frigor og Caravell har først for nyligt, efter afgiften på de stærke drivhusgasser blev ikraftsat, begyndt en omstilling til kulbrinter.