Skibsskrotning

Greenpeace arbejder for at skibsejere verden over tager deres ansvar alvorligt, og at der udarbejdes international lovgivning, der effektivt kan regulere skibsskrotningen, så miljø og arbejdere ikke forgiftes.

Greenpeace arbejder for at skibsejere verden over tager deres ansvar alvorligt, og at der udarbejdes international lovgivning, der effektivt kan regulere skibsskrotningen, så miljø og arbejdere ikke forgiftes

Skibsskrotning foregår i fattige lande, hvor de engang smukke strande omdannes til forurenede lossepladser. Skibene ender deres dage på nogle af de mest uberørte strande i Indien, Bangladesh, Kina og Pakistan.

Skibene er typisk udtjente, når de er 25-30 år gamle, hvorefter de bliver skrottet. Skibene sælges til skrot, så det værdifulde stål kan genbruges. Omkring 95 procent af skibene udgøres af stål, men der er alligevel store mængder ekstremt farlige stoffer såsom asbest, blyholdig maling og PCB'er tilstede i de gamle skibe. Under ophugningen bliver de farlige stoffer udledt til miljøet, mens de ubeskyttede arbejdere forgiftes. Skibene ophugges på strande i Asien og langs floder, mens havet, floderne og jorden omkring forurenes.

Arbejderne skiller skibene ad med deres bare hænder, og bærer kun sjældentbeskyttelsesudstyr. Mange kommer til skade eller bliver dræbt af forgiftninger eller af eksplosioner, og man forventer, at mange vil dø af kræft på grund af asbeststøvet. Skibsophugningsindustrien er på den måde en af de mest dødelige i verden.

Skibe til skrotning ankommer oftest fyldt med ballastvand for at øge stabiliteten. Når ballastvandet skal tømmes ud, foregår det direkte ud i havet. Ballastvandet er desværre forurenet med olie og tungmetaller, der forurener kysten.

Skibsindustrien er vel vidende om de massive miljø og arbejdsmiljømæssige problemer der er ved at skrotte skibe. Alligevel skrottes der hvert år 6-700 skibe på strandene i Asien. Eksport af skibsskrot med asbest og tungmetaller er egentligt forbudt, men kreativiteten er stor, når det drejer sig om at omgås reglerne.

Nogle skibsejere sælger faldefærdige vrag til skruppelløse skibsmæglere, der sælger dem videre som skrot, mens andre sælger deres gamle skibe et enkelt eller to år, før det skal skrottes, så den nye ejer hænger på bortskaffelsen.