Chiles bjergskove

Chile ligger bogstaveligt talt ved verdens ende, med stillehavet på den ene side og de snedækkede 6000 meter høje andestinder på den anden side. Det har skabt en biogeografisk ø, hvor naturen har kunnet udvikle sig uden indvandring af arter udefra.

Det betyder, at der i Chile, og i tilgrænsende regioner i Argentina, har udviklet sig en enestående artssammensætning med en uhørt høj mangfoldighed for en tempereret klimazone.

Nogle træer er målt til at have en alder af omkring 3600 år. Af de 50 træarter og 700 højere plantearter eksisterer omkring halvdelen udelukkende i denne region.

Også dyreverdenen er helt speciel i disse områder. Den chilenske hjort, huemulen, var engang vidt udbredt over store dele af de flade kyststrækninger i Chile og Patagonien og op i andesbjergene.

Med udnyttelsen af store dele af de tempererede regnskovsområder forsvandt huemulen fra områderne, og det skønnes, at den nuværende bestand kun er på nogle få tusinde dyr, som holder til op mod andesbjergene.

I skovområderne lever også verdens mindste hjort, puduen, og den spektakulære Darwin frø.