Sydøstasiens urskove

Øgruppen Indonesien og Papua Ny Guinea strækker sig mellem Asiens hovedland og Australien. Det brede spektrum af oprindelige skove omfatter alt fra kystnære mangroveskove, over den tropiske regnskov og til rhododendron-skove på bjergsiderne.

Som andre oprindelige skove har også disse skove en ufattelig biologisk mangfoldighed, inklusiv mange arter af dyr og planter, som kun findes her. Området huser omkring 500 arter af pattedyr, mere end 1600 fuglearter og omkring 1600 arter af højere planter. Deriblandt er 2000 arter af orkideér og den kuriøse endemiske kæmpeblomst (rafflesia), som kan blive op mod en meter i diameter.

Af 43 kendte eksotiske fugle på Papua Ny Guinea findes de 38 af arterne kun her. Derudover er den indonesiske regnskov hjemsted for orangutanen, som har en historie på jorden, der strækker sig 15 millioner år tilbage. Denne art er fuldstændigt tilpasset et liv i træerne og kommer kun undtagelsesvist på jorden. 

Mange kulturer er direkte afhængige af skovene for deres overlevelse. Den kulturelle mangfoldighed i området er uovertruffent og ikke mindre bemærkelsesværdigt end skovenes dyre- og planteliv. Alene på Papua Ny Guinea tales mere end 800 forskellige sprog, hvilket vidner om mange lokale adskilte folkeslag.

Truslen

Indonesien og Papua Ny Guinea har mistet mellem 65 % og 70 % af deres oprindelige skove. I 2001 advarede Verdensbanken om, at nogle af de mest værdifulde skovområder i denne region kunne forsvinde indenfor en 10-årig periode, med mindre de nationale regeringer skred ind overfor illegal hugst og ødelæggelsen af habitater.

Indenfor det sidste årti er den indonesiske træ og papirindustri ekspanderet voldsomt og har derfor skabt en enorm efterspørgsel efter træfibre, som ikke kan tilfredsstilles ved bæredygtig skovforvaltning. Illegal hugst og korruption indenfor træbranchen er vidt udbredt, og det estimeres, at op mod 70 % af det råtømmer, som forsyner Indonesiens træforarbejdningsindustri, er skovet illegalt.

Regeringen i Papua Ny Guinea har gentagne gange forsømt at håndhæve gældende skovlove for at give plads til magtfulde tømmerfirmaers adgang til den oprindelige skov. Både Japan, europæiske og nordamerikanske lande er aftagere af tømmer fra Sydøstasiens urskove.

Og det er ikke kun skovhugsten, der skaber problemer. Også stort anlagte statslige omflytningsprogrammer af mennesker fra de store byer og ud i skoven har ødelagt dele af regnskoven. Millioner af mennesker fra eksempelvis Java og Bali er blevet lokket ud på fjerne øer med økonomisk støtte og jordparceller til rådighed. Disse mennesker kender ikke regnskovens jordbundsforhold og nedbryder jordens frugtbarhed i løbet af få år.

Såvel småbønder som ejere af olieplantager benytter sig af den billigste af alle metoder til skovrydning - afbrænding. Ifølge de indonesiske myndigheder er der mellem 1997 og 1998 blevet afbrændt omkring 100.000 kvadratkilometer skov. Det svarer til mere end to gange Danmarks størrelse.

Afbrændningen sker blandt for at skabe plads til at dyrke palmer. Eksport af den fedtfattige palmeolie er et godt økonomisk aktiv og derfor er der en tendens til, at myndighederne ser gennem fingrene med de ulovlige afbrændinger.

I de sidste tre årtier, med Suharto klanen i Indonesien, er skoven blevet systematisk udnyttet, og voldelige sammenstød mellem nytilflyttere og lokale folkeslag er regelmæssige. I blandt andet Papua Ny Guinea er der opstået voldsomme konfrontationer, når militæret har grebet ind overfor lokale folks protester mod ødelæggelsen af naturen.

Global Forest Watch konkluderer i en undersøgelse af området, at der stadig er omkring 52 millioner hektar oprindelig skov at bevare i regionen. Slaget er ikke tabt, men det er på høje tid at vende udviklingen til det bedre.

Læs mere (på engelsk):

http://www.greenpeace.org/international/campaigns/forests