Sverige —
I slutningen af juli kunne svenskere og danskere en morgen vågne op til nyheden om, at en af reaktorerne på det svenske atomkraftværk Forsmark pludselig var lukket ned og at to ud af fire nødgeneratorer ikke automatisk var gået i gang. Den alvorlige hændelse på Forsmark overraskede både Forsmarks ledelse og SKI, Statens Kärnkraftinspektion, og skete øjensynligt på grund af en konstruktionsfejl, som blev bygget ind i reaktoren i 1993.
Problemet på det svenske atomkraftværk Forsmark opstod under vedligeholdelse af reaktoren Forsmark 1, da en transformerstation uden for værket pludselig kortsluttede. Sikkerhedssystemet lukkede automatisk ned for reaktoren, men to af de fire dieselgeneratorer, som skal levere nødstrøm og kølevand til værket gik ikke automatisk i gang. Efter 24 minutter fik man dem i gang manuelt. Det var ikke muligt at udelukke at samme fejl kunne ske på alle de svenske kernekraftværker. Og Statens Kärnkraftinspetion vurderede den til at være meget alvorlig.
I Sverige krævede Greenpeace umiddelbar lukning af alle de reaktorer, hvor den samme fejl kunne forekomme. I Danmark opfordrede vi straks den danske regering til at bede om en detaljeret orientering fra Sverige om den alvorlige hændelse på atomkraftværket Forsmark.
Da det i dagene derefter ikke var muligt at udelukke, at fejlen fra Forsmark også kunne ske i to af tre reaktorer i Oskarshamn, blev også de lukket. Fra Oskarhamnsværkets sagde man, at man lukkede, fordi det ikke var muligt at garantere for sikkerheden. Denne alvorlige hændelse betyder, at fire reaktorer - to på Forsmark og to på Oscarshamn - stadig er lukket, hvilket viser, hvor sårbar atomkraft gør os med hensyn til forsyningssikkerhed.
"Med en højrisikoteknologi som atomkraft kan man aldrig udelukke ulykker. Der findes uendelige kombinationer af fejl, menneskelige fejl og konstruktionsfejl, som kan lede til katastrofale ulykker. Selv om der bliver gjort noget ved den her konstruktionsfejl, findes der andre uforudsigelige fejl, som kan opstå," siger Martina Krüger, der er energiansvarlig hos Greenpeace i Sverige. Hun fastslår, at Greenpeace ønsker en hurtig afvikling af atomkraften for at minimere risikoen for alvorlige ulykker.