International —
Hele den godt 1000 sider lange foreløbige WTO-afgørelse i handelstvisten om EU's stop for nye GMO-godkendelser mellem 1998 og 2004 er blevet lækket til miljøorganisationen Friends of the Earth, som Greenpeace samarbejder med i Bite Back initiativet. Det fremgår af en analyse af rapporten, at USA, Argentina og Canada faktisk fik afvist de fleste punkter i deres WTO-klage.
Panelet har således ikke taget stilling til, hvorvidt gensplejsede fødevarer kan være skadelige - hvilket WTO da heller ikke bør have kompetence til at afgøre - ligesom panelet heller ikke underkender det europæiske system til at regulere GMO. Selv de omstridte nationale forbud mod enkelte GMO-produkter i en række EU-lande er i følge WTO-afgørelsen principielt i orden, selvom WTO vurderer, at den faktiske udformning af forbudene strider mod WTO's SPS-regler. Panelet påtaler dog, hvad de kalder for en "usaglig forsinkelse" i EU's godkendelsessystem, men der lægges ikke op til at EU skal betale nogen bod.
Biotekindustrien og den amerikanske regering var ellers hurtige til at erklære sejr, da den foreløbige afgørelse (hemmeligholdt indtil i dag) blev sendt til parterne den 7. februar 2006. I følge GMO-fortalerne sendte WTO-afgørelsen en stærk advarsel til andre lande, som overvejer at følge EU's relativt set restriktive GMO-politik. Den lækkede rapport viser, at lande roligt kan gøre brug af deres ret til at afvise GMO.
"Den amerikanske jubel må nu forstumme," siger handelsekspert i Greenpeace International, Daniel Mittler. "GMO-industrien og den amerikanske regering har i desperation brugt en tvetydig WTO-afgørelse til et forsøg på at tvinge lande til at sige ja til risikofyldte produkter, som ingen ønsker eller har brug for. Efter afsløringen af USA's bluff, kan regeringer i Europa og i resten af verden med sindsro fortsætte med at regulere, mærke eller helt forbyde GMO-produkter. Greenpeace opfordrer til at lande bruger og forbedrer FN's Biosafety-protokol - der hviler på forsigtighedsprincippet - frem for WTO-systemet, hvor frihandel har forrang for alle andre hensyn."