To isbjørne protesterede i dag imod regeringens planer om at annullere kulforbuddet fra 1997 og dermed åbne for muligheden for at fyre med kul på to kul-frie kraftværker, Avedøre2 og Skærbæk3.
Forstør billede
Kulforbuddet stammer fra 1997, hvor Socialdemokratiet og Radikale Venstre forbød nye - helt eller delvist - kulfyrede kraftværker i Danmark.
Lovændringen var i dag til 2. behandling i Folketinget og støttes af et meget snævert flertal bestående af regeringspartierne, Ny Alliance og Dansk Folkeparti. Hvis lovændringen vedtages, bliver det muligt for klima- og energiminster Connie Hedegaard at tillade, at energiselskabet DONG kan fyre med kul på de i dag to kul-fri kraftværksblokke, Avedøre 2 og Skærbæk 3.
Kul er det mest klimaskadelige brændsel, og omstilling til kul på de to kul-fri kraftværker vil føre til et øget kulforbrug og større CO2-udslip i Danmark.
”Regeringens ja til øget hjemligt kulforbrug er det værst tænkelige signal, Danmark som kommende vært for klimatopmødet i 2009 kan sende til resten af verden”, siger Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder i Greenpeace.
Svaret på klimaudfordringen er ikke at bruge mere kul men tværtimod hurtigst muligt at afvikle kulforbruget.
Sidste folketingsdebat inden den endelige vedtagelse er sat til 12. juni.
Greenpeace opfordrer politikere fra partierne bag forslaget om grundigt at genoverveje sagen og stemme imod tilladelsen til omstilling til kul på de to kraftværker.
Læs mere om Greenpeaces protester imod kulfyring på Avedøre2 og Skærbæk3
Læs Greenpeaces høringssvar til lovforslaget og mere baggrundsinformation om klimaændringer. Se også Greenpeaces nye hjemmeside www.klimaaktiv.nu