Du er her:
Greenpeace har testet 18 bærebare computere bl.a. denne Apple Macbook, for at kortlægge indholdet af en række farlige kemikalier som tungmetaller, bromerede flammehæmmere og PVC. Resultaterne er blevet offentliggjort i rapporten "Toxic Chemicals in Computers - Realoaded".
Forstør billedeDet bliver nemlig alligevel ikke i år, at forbrugerne kan glæde sig over, at deres nye elektroniske apparat fra Dell, HP eller Lenovo er fri for PVC og bromerede flammehæmmere. Kemikalier, der mistænkes for at være årsag til kræft og have hormonforstyrrende virkninger på børn og voksne (2), og som de tre elektronik-giganter ellers har lovet at ville udfase i løbet af 2009.
Nu lyder meldingen fra Dell, HP og Lenovo imidlertid, at de ikke kan holde deres løfte. Lenovo har således udskudt udfasningen et år til ultimo 2010, og HP og Dell har endnu ikke sagt noget om, hvad deres kunder nu skal regne med.
“Det er en absurd situation. Apple er stort set i mål vedrørende udfasning af PVC-plastik og bromerede flammehæmmere, selvom virksomheden først begyndte udfasningsplanerne sent. Samtidig fortæller nogle af verdens største producenter nu, at de ikke kan følge med denne udvikling,” siger kemi-medarbejder hos Greenpeace, Erik Albertsen.
”Guide to Greener Electronics” byder dog også på positive resultater, da Philips har flyttet sig fra en beskeden 15. plads til at ligge helt fremme i feltet som nummer 4. Greenpeace har i flere år presset den europæiske gigant til at tage ansvar for egne udtjente produkter - også i verdens fattige lande. Og Philips melder nu, at virksomheden vil påbegynde opbygningen af retur-systemer af gammelt elektronik i samtlige af de lande, hvor Philips markedsfører sig.
“Det er en kæmpe sejr for miljøet, at Philips nu har meldt sig i klubben af producenter, der anerkender deres ansvar for egne produkters negative miljømæssige konsekvenser. Overalt i verden skal elektronikproducenterne gøres økonomisk ansvarlige for deres egne produkter, også den dag apparaterne ender som affald,” siger Erik Albertsen
Han påpeger, at det er producenternes udviklingsafdeling, der sidder med nøglen til en fremtid uden giftige kemikalier.
”Det er billigere at genanvende apparater, som ikke er bygget med giftige kemikalier. Desværre betyder den nuværende lovgivning, at alle producenter betaler det samme beløb til affaldsbehandlingen i stedet for at betale individuelt for netop deres eget affald. Lovgivningsmæssigt skal vi derfor have etableret en individuel, økonomisk kobling fra affaldsfasen til designfasen. Det skal simpelthen være økonomisk attraktivt at designe apparaterne miljøvenligt,” siger Erik Albertsen.
Kvartalets absolutte vindere er Nokia og Samsung. Nokia er kommet imponerende langt i udfasningen af giftige kemikalier og har desuden en progressiv indstilling til energiforbrug - både telefonernes forbrug og forbruget under produktionen.
Som forbruger kan man desuden glæde sig over, at alle Samsungs fladskærme er PVC-frie, og at firmaet støtter ambitiøse, politiske krav til reduktion af CO2-udledninger.
Noter:
1.) Greenpeaces ”Guide to Greener Electronics” 1. april 2009.
2.) PVC bidrager til affaldsstrømmen med organisk bundet klor. Ved afbrænding kan indholdet give anledning til dannelsen af klorerede dioxiner. Dioxiner er mutagene, det vil sige med evner til at ændre en organismes DNA, og muligt kræftfremkaldende. Dioxiner er særlig problematiske, fordi de både akkumuleres i kroppen og er meget svært nedbrydelige. Indholdet i kroppen stiger derfor med tiden og kan i forbindelse med graviditet og ved amning gives videre fra mor til barn.
PVC er stort set altid iblandet phtlater - blødgørere, der er mistænkt for at have både reproduktionsskadelige og hormonforstyrrende virkninger.
Bromerede flammehæmmere har lignende egenskaber som kilde til dannelsen af dioxiner (bromerede) og med mulige reproduktionsskadelige og hormonforstyrrende virkninger