Greenpeace forseglede fiskeprodukter i SuperBest på Østerbro for at gøre opmærksom på, at supermarkedskæden sælger en lang række ikke bæredygtige fiskeprodukter.
København, Danmark —
”Forseglet af Greenpeace”, det er beskeden på den afspærringstape, som 12 Greenpeace aktivister i dag har viklet rundt om køle-disken med fiskeprodukter i supermarkedet SuperBest på Østerfælled Torv på Østerbro i København.
Årsagen til Greenpeace-aktivisters besøg er, at SuperBest fører en lang række ikke-bæredygtige fiskeprodukter så som ål, tun, torsk og rødfisk. Arter, som er overfisket, og som aktivisterne derfor appellerer til butiksbestyreren og SuperBest-kæden i det hele taget om at fjerne fra sortimentet (1).
”SuperBest har ikke en bæredygtig politik på fiskeområdet, derfor kan vi i dag gå ind i SuperBest og finde en lang række arter, der stammer fra overfiskede bestande eller som er fanget med destruktive fangstmetoder. Kort sagt fisk, der stammer fra et ikke-bæredygtigt fiskeri. Det er fuldstændigt uansvarligt, og SuperBest må hurtigst muligt fjerne de problematiske arter fra deres sortiment,” siger Hanne Kærgaard Lyng Winter, havbiolog i Greenpeace, der også er til stede i SuperBest denne formiddag.
28. januar lancerede Greenpeace en guide, der rangordner 12 danske supermarkeder, alt efter hvor bæredygtig en politik kæderne fører ved indkøb af fiskeprodukter. SuperBest ligger sammen med Aldi i bunden med henholdsvis 7 og 5 ud af 252 mulige point. (2) Efter offentliggørelsen af Greenpeaces guide er Aldi dog gået i dialog med Greenpeace og har erklæret, at de nu vil omstille til bæredygtige fiskeprodukter (3).
Greenpeace tog allerede i efteråret 2006 kontakt til SuperBest angående kædens politik ved køb af fiskeprodukter. Den sidste melding fra SuperBest fra januar i år var, at SuperBest ikke på nuværende tidspunkt ønsker at arbejde med bæredygtighed.
”Verdens fiskebestande er i krise, men alligevel synes ledelsen i SuperBest åbenbart ikke, at den behøver at tage et medansvar og rydde op i fiskesortiment, så de undgår de mest problematiske fisk som f.eks. torsk, ål og tun. Det er ikke i orden, og det gør det ikke bedre, at SuperBest er en af de kæder, der har et meget største udvalg af fiskeprodukter, for så burde kæden i endnu højere grad arbejde seriøst for at beskytte vores fælles fiskeresurser,” siger Hanne Kærgaard Lyng Winter.
For at gøre det nemmere for kunderne i SuperBest at fravælge problematiske fiskeprodukter, uddelte Greenpeace-aktivisterne desuden Greenpeaces nye rødliste til kunder og forbipasserenede uden for butikken (4).
Efter godt en times ophold i SuperBest-butikken samt et positivt møde mellem butiksbestyreren og Hanne Kærgaard Lyng Winter forlod aktivisterne butikken.
Noter: 1.) I 2007 offentliggjorde EU-Kommissionen en rapport, hvori 43 europæiske fiskebestande var blevet undersøgt. Af disse var godt 80 pct. overfisket. Antallet af bestande, hvor der anbefales en nul-kvote fastsættes til 13. Desuden konkluderede rapporten at TAC-beslutningen generelt har været højere end forskerne anbefaler.
Det Europæiske miljøagentur har desuden rapporteret at imellem 22 og 53 pct. af de kommercielt udnyttede bestande i Nord Øst Atlanten er uden for biologiske sikre grænser, hvor bestandene i Nordsøen har det værst. (her er 53 pct. af bestandene uden for biologiske sikre grænser).