Skip navigation.
80 Greenpeace-aktivister protesterede idag imod overfiskeri af tun 
under den internationale fiskerimesse Bruxelles Seafood Exposition.

80 Greenpeace-aktivister protesterede idag imod overfiskeri af tun under den internationale fiskerimesse Bruxelles Seafood Exposition.

Forstør billede

Bruxelles, Belgien — Greenpeace har netop lukket fem stande ned på den store, internationale fiskerimesse Bruxelles Seafood Exposition. Det sker i protest mod overfiskeri af en af verdens mest populære fisk – tunen (1).

Godt 80 Greenpeace-aktivister har dækket de fem stande med fiskenet, lænket sig fast og sat bannere op med teksten ”Time and Tuna running out’. Et banner med samme tekst er blevet hængt op uden på den bygning, hvor messen bliver afholdt. Aktivisterne har desuden sendt en besked ud via messens lydanlæg, der opfordrer messens deltagere og besøgende til kun at købe bæredygtigt fanget fiske- og skaldyrsprodukter.

Kravet fra Greenpeace er et globalt stop for al handel med tunarterne blåfinnet tun, gulfinnet tun og storøjet tun samt andre tunarter, der fiskes ubæredygtigt.

“Standene tilhører fem virksomheder (2), der alle er store spillere inden for den globale tunindustri, og som i fællesskab er med til at ødelægge tunfiskebestandene via overfiskeri og brug af ubæredygtige fiskemetoder. Et fiskeri, der i sidste ende vil føre til et kommercielt kollaps af mange tunfiskebestande, med mindre det bliver stoppet nu,” siger Hanne Lyng Winter, havbiolog, Greenpeace Nordic.

Med på messen er også en række danske virksomheder bl.a. Aker Seafood, der ejer Thorfisk , Espersen og Grønlandske Royal Greenland.

Greenpeace var også at finde på Bruxelles Seafood Exposition sidste år og krævede her, at industrien kun forhandler bæredygtigt fanget fisk og skaldyr. Siden har Greenpeace i flere lande været i kontakt med bl.a. supermarkeder for at få dem til at sikre, at den fisk, de sælger, er lovligt og bæredygtigt fanget. I januar offentliggjorde Greenpeace i Danmark en rangordning af danske supermarkeder, hvor de blev vurderet på, hvor god en politik de har for indkøb af bæredygtige fiskeprodukter.

”Danske supermarkeder har ikke udviklet en politik for indkøb af bæredygtige fiskeprodukter og sælger derfor stadig fiskearter, der er kritisk overfisket eller direkte truet. Det er simpelthen uansvarligt. Eksempelvis sælger Dansk Supermarkeds butikker Føtex og Bilka ål, selvom den er en af de mest truede fiske-arter i Europa – også COOP’s butikker Brugsen og  Irma sælger en lang række fiskearter, der er overfisket og truet ,” slutter Hanne Lyng Winter. (3)

European Seafood Exposition finder sted i ”Parc des Expositions”, Bruxelles, og er en af verdens største messer inden for fiske- og skaldyrsindustrien. Over 1.600 firmaer fra ca. 80 forskellige lande udstiller på messen, der er en årligt tilbagevendende begivenhed, som hvert år besøges af mere end 20.000 mennesker.

 

Noter:

1) Verdens tunfiskebestande – med undtagelse af Skipjack - er kritisk lave, da alt for mange fartøjer kæmper om at fiske de alt for få fisk, der er tilbage. Forskere vurderer nu, at albacore tun (Thunnus alalunga), storøjet tun (Thunnus obesus) og gulfinnet tun (Thunnus albacares) i Stillehavet er faldet med mere end 50 % siden 1960’erne. 


Det vestlige og centrale Stillehav danner rammerne om verdens største tunfiskeri. 60 pct. af al den tun, der fiskes op globalt, stammer herfra. 
Tunarterne skipjack og gulfinnet tun udgør cirka 80 pct. af de totale fangster, og det er derfor disse arter, der oftest står på supermarkedernes hylder.


Tunfiskeriet i Stillehavet har en anslået årlig markedsværdi på 14 mia.


Danmark importerede i 2006 mere end 8.000 ton dåsetun, godt 6.000 tun fra havområder unden for EU.  Hovedparten af dåsetunen kommer fra fabrikker i Thailand, Papua New Guinea, Colombia og Ecuador, hvor tunen pakkes i dåser.  Dåsetun er primært skipjack tun samt i mindre grad gulfinnet tun. I 2005 lå tallet på 8.203 ton.


I 2005 importerede Danmark desuden 21 ton frossen gulfinnet tun og 61 ton fersk eller let afkølet gulfinnet tun.


Greenpeace skibet Esperanza befinder sig i de næste to måneder i Stillehavet for netop at sætte fokus på truslerne mod tunfisken - primært overfiskeri, ubæredygtige fiskemetoder og illegalt fiskeri. Læs mere om tunen her!


2.) De fem stande, der er blevet lukket af Greenpeace tilhører Mitsubishi Corporation (Japan), verdens største tunforhandler Ricardo Fuentes (Spanien), der kontrolerer henved 60 % af produktionen af blåfinnet tun i Middelhavet, Dongwon Fisheries (Korea), der kontrolerer mere end 75 % af det koreanske marked, Azzopardi Fisheries (Malta), der kontrollerer de største tunfarme i Middelhavet, Moon Marine (Taiwan), der blandt andet er dybt involveret i langlinefiskeri i Indonesien.
 
3) Se mere om Greenpeace rangordning af danske supermarkeder på vores hjemmeside. Her kan man se den aktuelle rangordning og hvorfor det enkelte supermarked har fået den placering de har. Man kan læse om de arter Greenpeace kræver supermarkederne fjerner fra hylderne, hvad man kan gør som forbruger og meget mere. 

Kontaktinformation

  • På messen i Bruxelles:
    Frida Victoria Bengtsson, havbiolog, Greenpeace Nordic, + 47 95 28 11 99
    Nina Thuellen, Greenpeace International Seafood Markets Campaigner. Tel: 0043 664 5484553

    I København:
    Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Nordic, 0045 28 10 90 21
    (kontakt for fotos og levende billeder fra messen)