Du er her:
Greenpeace har indledt en to måneder lang skibstur i Stillehavet med skibet Esperanza for at protestere imod overfiskeri af tun. I dag konfiskerede besætningen ombord på Esperanza en fiskeanordning, FAD, og bad desuden en koreansk tun-fiskebåd om at forlade det område, de fiskede i.
Forstør billede
Især gulfinnet tun, der bl.a. føres af Dansk Supermarked – lider af overfiskeriet (2).
Greenpeace har således opfordret danske supermarkeder til at stoppe salget af gulfinnet tun omgående. Denne opfordring er et led i en større kampagne, der kræver, at supermarkederne kun fører bæredygtigt fanget fisk (3).
I dag protesterede Greenpeace imod den intense tunjagt via skibet Esperanza, der i de næste to måneder befinder sig i Stillehavet for at sætte fokus på problemerne. Under en aktion har besætningen ombord på Esperanza netop konfiskeret et eksemplar af fiskeanordningen Fish Aggregation Device, FAD. En anordning, der placeres i havoverfladen, og som flyder rundt på det åbne hav. Fiskene tiltrækkes, fordi deres naturlige instinkt er at søge tilflugt i det store, tomme ocean, og på den måde skaber fiskerne således et kunstigt samlingssted og dermed det perfekte sted at fiske.
Metoden er til stor skade for bæredygtigheden af fiskeriet, da den gør det muligt at samle mange fisk på et meget lille område i et hav, hvor bestandene ellers er faldende.
FAD’erne er ligeledes årsag til, at mange tun fiskes op, før de er kønsmodne. Greenpeace arbejder derfor intenst på at skabe politisk stemning for et forbud imod brugen af Fish Agregating Device.
For at redde tunene i Stillehavet er det afgørende at:
- EU via forvaltningsorganet Western And Central Pacific Fisheries Commission, WCPFC, arbejder aktivt for en reduktion af fiskeriindsatsen i Stillehavet, også reduktion af egne fartøjer, med 50 pct.
- Supermarkeder, restauranter og fiskehandlere stopper køb og salg af gulfinnet tun og andre truede tunarter og arbejder på at opnå fuld sporbarhed af tunprodukter, så man undgår illegalt fanget tun og tunfisk fanget med ikke bæredygtige fiskemetoder, som for eksempel FAD.
Foruden at konfiskere FAD’en konfronterede Greenpeace-skibet i dag desuden et koreansk fartøj og opfordrede besætningen ombord på tun-fiskefartøjet til at forlade området, der er blevet udpeget af Greenpeace som led i et større netværk af marinreservater, der bør lukkes for fiskeri.
Noter:
1.) Omkring 60 pct. af al den tun, der fiskes op globalt, stammer fra Stillehavet, og fiskeriet har en anslået markedsværdi på 14.mia. Indtil for nylig har Stillehavet dannet ramme om verdens sidste forholdsvis sunde tunfiskebestande. Men nu har belastningen fra et omfattende fiskeri også sat sine spor her. Forskere vurderer nu, at albacore tun (Thunnus alalunga), storøjet tun (Thunnus obesus) og gulfinnet tun (Thunnus albacares) er faldet med mere end 50 % siden 1960’erne.
Tunarterne skipjack og gulfinnet tun udgør cirka 80 pct. af de totale fangster, og det er derfor dem, der oftest står på supermarkedernes hylder.
2.) Næsten halvdelen af tun-fangsterne fra det vestlige og centrale Stillehav ender på det europæiske marked. Efter fangsten sendes tunen primært til fabrikker i Thailand, Filippinerne, Papua New Guinea, Indonesien, Vietnam og Kina, hvor de kommes på dåse, og derefter sendes af sted til de tun-glade europæere.
Europa er dog ikke kun interesseret i de færdige tunprodukter. De er i høj grad også interesserede i at sende egne fartøjer til Stillehavet for at fiske. Europa har derfor en afgørende rolle at spille i forvaltningen af tunfiskeriet i Stillehavet.
Danmark importerede i 2006 mere end 8.000 ton dåsetun, godt 6.000 tun fra havområder unden for EU. Hovedparten af dåsetunen kommer fra fabrikker i Thailand, Papua New Guinea, Colombia og Ecuador, hvor tunen pakkes i dåser. Dåsetun er primært skipjack tun samt i mindre grad gulfinnet tun. I 2005 lå tallet på 8.203 ton.
I 2005 importerede Danmark desuden 21 ton frossen gulfinnet tun og 61 ton fersk eller let afkølet gulfinnet tun.
3.) Greenpeace lancerede i januar 2008 kampagnen “sea the future”. Kampagnen har som mål, at danske supermarkeder indfører bæredygtige politikker for indkøb af fisk samt en bedre mærkning af fiskeprodukter. Læs mere på: www.greenpeace.dk/sea-the-future