København, Danmark —
Traditionen tro står Valentines Dag i kærlighedens og gavernes tegn – også for Greenpeace. Med budskabet ”Vi elsker vores Apple-computer, vi ville bare ønske den var grøn”, bejler Greenpeace til Apple-topchef Steve Jobs og beder ham om at være vores Valentine.
Gaven fra Greenpeace er 1000 grønne, økologiske æbler og et Valentine-kort, som en lille håndfuld aktivister deler ud til forbipasserende foran Nordens største Apple-butik på Vesterbrogade 12 i København. Desuden får udvalgte butikker i Oslo og Malmø også besøg.
”Apple er cool design og kreativitet men også til at få beskidte fingre af. Greenpeace opfordrer Apple til - ligesom Dell og Nokia - at erstatte farlige kemikalier med sikre alternativer. Det er da logik for alle fans - også Apple fans. Produktionen af PCere og iPods sviner fra vugge til grav. Kun ved at fjerne farlige kemikalier og sikre at produkterne tilbagetages under sikre forhold kan Apple leve op til deres ansvar som en global producent,” siger miljøbiolog Henrik Pedersen fra Greenpeace.
Lige så langt fremme, som Apple er med deres lækre designs, lige så langt bagud er virksomheden nemlig desværre også, når det kommer til udfasning af brugen af farlige kemikalier i vores alle sammens elskede Macs, iPods, iBooks og virksomhedens andre kendte produkter. Det viser Greenpeace-rapporten ”Toxic Chemicals in Computers Exposed” fra September 2006, hvor tests afslørende, at computeren Mac Book Pro indeholdt 262 mg/kg af TBBPA, som er en type brommerede flammehæmmere. Ud af de fem undersøgte computer-producenter, var Apple dermed det mærke, der indeholdt den højeste koncentration af det farlige kemikalie, som bl.a. er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter.
Apple indtog desuden en sidsteplads i Greenpeaces ”Guide to Greener Electronics”, der blev offentliggjort i december 2006. Guiden opdateres hver tredje måned og rangordner kendte computer- og mobilproducenter så som HP, Sony, Dell osv. alt efter brugen af farlige kemikalier i produktionen. Desuden har det indflydelse på rangordningen, i hvilket omfang virksomhederne arbejder for substitution af de farlige kemikalier, hvilke procedurer virksomhederne har for at tage brugte produkter tilbage, og hvilken genbrugs-politik virksomhederne fører.
Greenpeace har flere gange appelleret til Steve Jobs og Apple om at arbejde seriøst på at blive mere grøn. Appellen er dog ind til nu ikke blevet hørt, og Greenpeace forsøger nu på Valentines dag at bløde Steve Jobs’ hjerte op med ønsket om at han skal ”green my apple”.