Du er her:
Det er efterhånden en velkonsolideret elite der udgør toppen i guiden, hvor de to skandinaviske firmaer flankeres af koreanske Samsung blandt de mest omstillingsparate og ambitiøse firmaer på miljøområdet. ”Nokia, Sony Ericsson og Samsung er gode eksempler på, at alt det der ikke kan lade sig gøre, kan lade sig gøre,” siger kampagnemedarbejder i Greenpeace, Erik Albertsen.
Nokia har iværksat et imponerende indsamlingssystem af deres udtjente mobiltelefoner, med opsamlingssteder i 84 lande. Samsung vil kombinere et øget salg i koncernen med reduktioner i det absolutte energiforbrug, og Sony Ericsson har allerede i dag udfaset hovedparten af de giftige kemikalier i deres telefoner.
Sony scorer kun 4.5 ud af de mulige 10 point i guiden, og falder således fra en 5. plads helt ned til nummer 12. ”Sony har ikke været tilstrækkelig opmærksom på at udfase brugen af bromerede flammehæmmere, PVC-plastik og phthalater, og er simpelthen blevet overhalet indenom af adskillige konkurrenter, fortsætter Erik Albertsen.
I bunden af guiden findes HP, Dell og Lenovo, og det er lidt en overraskelse. Det begyndte nemlig flot, med tidsplaner om at udfase brugen af PVC-plastik og bromerede flammehæmmere (2). Men hos verdens største producenter af computere har man ikke kunnet holde sine løfter til omverdenen, og man har rykket tidshorisonten for, hvornår kunderne kan forvente at få en computer uden de værste giftige kemikalier. ”Det er uacceptabelt og uforståeligt: Dell, Lenovo og HP har tidligere i Greenpeace’s Guide to Greener Electronics scoret point på deres løfter, og nu viser det sig i realiteten at være greenwash. Det tager vi selvfølgelig meget alvorligt, og derfor får de tre producenter fratrukket ét point i deres samlede score” slutter Erik Albertsen.
1. Guide to Greener Electronics, version 12
2. PVC bidrager til affaldsstrømmen med organisk bundet klor. Ved afbrænding kan indholdet give anledning til dannelsen af klorerede dioxiner. Dioxiner er mutagene, det vil sige med evner til at ændre en organismes DNA, og muligt kræftfremkaldende. Dioxiner er særlig problematiske, fordi de både akkumuleres i kroppen og er meget svært nedbrydelige. Indholdet i kroppen stiger derfor med tiden og kan i forbindelse med graviditet og ved amning gives videre fra mor til barn.
PVC er stort set altid iblandet phtlater - blødgørere, der er mistænkt for at have både reproduktionsskadelige og hormonforstyrrende virkninger.
Bromerede flammehæmmere har lignende egenskaber som kilde til dannelsen af dioxiner (bromerede) og med mulige reproduktionsskadelige og hormonforstyrrende virkninger.
Juli 01, 2009