Uran og minedrift

Side - juli 7, 2015
Efterhånden som klimaforandringer betyder afsmeltning af både gletchere og havis i Arktis, bliver flere af Grønlands mineral- og energiressourcer tilgængelige, herunder jern, bly, zink, diamanter, guld, olie, uran og sjældne jordarter. Greenpeace arbejder for de bedst mulige miljøstandarder ved mineprojekter i Grønland og resten af Arktis og et stop for uranudvinding.

Sjældne jordarter er fællesbetegnelsen for 17 værdifulde mineraler, der indgår i produktionen af alt fra TV- og computerskærme til litium-batterier, elektriske bilmotorer, solceller og vindmøller. Grønlands undergrund er fuld af sjældne jordarter, og Naalakkersuisut samarbejder med flere multinationale mineselskaber om at udvinde dem.

Hvis mineselskaberne kan udvinde de sjældne jordarter, vil Grønland i teorien kunne imødekomme omkring en fjerdedel af den samlede globale efterspørgsel. Men når mineralforekomsterne ikke er dækket af et tykt islag, forekommer de ofte i afsidesliggende egne, hvor miljøkonsekvenserne af en potentiel ulykke kan være forhøjet mange gange – på samme måde, som det er tilfældet med olieboringer i Det Arktiske Ocean. Samtidig kan udvindingen forårsage stor skade på både natur og miljø.

Minedrift påvirker miljø og mennesker

Minedrift omfatter brydning og knusning af malm (det klippemateriale, der indeholder de værdifulde grundstoffer eller mineraler), viderebehandling af malmen og bortskaffelse af affaldsprodukter, og minedrift kan påvirke miljøet og mennesker på en lang række punkter.

Miljøforureningen skyldes både det støv, der dannes ved transport og knusning af malm, de kemikalier, der anvendes under udvindingen, og de tungmetaller, der frigives fra restprodukterne, tailings og gråbjerg.

Mineaffald kan forurene

Affaldsprodukter fra minedrift inkluderer ’tailings’ og 'gråbjerg' ('waste rock'). Gråbjerg er den klippe, der skal fjernes, for at man kan komme til mineralerne. Dette klippemateriale kan være ’inaktivt,’ men det kan også indeholde koncentrationer af metaller, som kan forurene omgivelserne.

Tailings er et restprodukt fra malmen. Malmen bliver knust til små partikler, som efterbehandles til et koncentrat, der kan udskibes, og under produktionen af koncentratet bruges der ofte kemikalier. Den rest af den efterbehandlede malm, der bliver tilbage, kaldes 'tailings,' og dette restprodukt deponeres enten på land, i en sø eller i havet.

Et af de største miljøproblemer i forbindelse med minedrift er at få deponeret tailings, så det påvirker omgivelserne mindst muligt. Fordi metallerne, som mineaffald kan afgive, kan optages i dyr, planter og mennesker, er det vigtigt, at minedrift ikke foregår for tæt på byer, græsningsarealer og vigtige vandforsyninger. Minedrift har mange steder i verden ført til forurening af større områder, og det var også tilfældet ved flere af de ældre, nu nedlagte miner i Grønland.

Sikkerhed i forbindelse med minedrift står højt på Greenpeaces prioriteringsliste. Det er essentielt, at hverken miljøet eller lokalbefolkningen skal lide skade af driften. For eksempel skal alle biprodukter fra minedriften behandles eller deponeres på stedet for at udelukke risiko for udslip under transport af de skadelige stoffer.

Greenpeace mener, at Naalakkersuisut, Inatsisartut og Råstofstyrelsen, der tilsammen er ansvarlige for at føre kontrol med storskalaprojekter såsom miner, bør skærpe kontrollen yderligere og sikre langt bedre miljøstandarder i de evt. kommende efterforsknings- og udnyttelsesaftaler.

Uran

I efteråret 2013 vedtog Inasisartut at ophæve det 25 år lange forbud imod udvinding af uran; et grundstof, der forekommer hyppigt i blandt andet Kuannersuit (Kvanefjeld) ved Narssaq.

Uranudvinding er forbundet med fare for radioaktiv stråling, som kan have alvorlige, sundhedsskadelige konsekvenser for minearbejdere og indbyggere, der bor og opholder sig i området omkring minerne. Også dyr og miljø lider beviseligt under strålingen.

Kuannersuit / Kvanefjeld

Greenland Minerals and Energy planlægger at udvinde sjældne jordarter og uran ved – eller rettere på – Kuannersuit i Grønland. Ifølge mineselskabet kan Kuannersuit indeholde verdens andenstørste forekomst af uran. Hvis minen bliver en realitet, vil det samtidig være den første åbne uranmine i verden, der er placeret på toppen af et bjerg.

Placeringen af Kuannersuit-minen betyder blandt andet, at spildevand og andre affaldsprodukter fra minen kan løbe ned ad bjerget og på kort tid nå beboede områder. Ligeledes vil enorme mængder radioaktivt støv fra den åbne mine kunne nå beboede områder på kort tid.

Omkring 875 millioner tons tailings indeholdende en lang række giftige kemikalier vil skulle deponeres i den nærliggende Taseq Sø – i tillæg til enorme mængder radioaktive tailings fra raffinaderiet, der skal deponeres i et naturligt bassin. Fordi de radioaktive og kemisk giftige affaldsprodukter forbliver sundhedsskadelige i tusindvis af år, er forgiftning af vandforsyning og fødevarer med tiden uundgåelig.

Demokrati og borgerinddragelse

Prisen for forurening og eventuelle ulykker ender overvejende hos lokalbefolkningen og naturen, og derfor er det bydende nødvendigt, at den grønlandske befolkning bliver hørt og inddraget, før der træffes beslutning om at etablere en mine. Det er desværre langt fra altid tilfældet - høringsprocesser og borgermøder er flere gange blevet tilsidesat og hensynet til mennesker og natur underprioriteret.