Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Briterne sætter forhindringer i vejen for Camerons fracking-eventyr

Skriv en kommentar
Nyhed - 27. januar, 2015
Få uger før franske Total påbegynder den første efterforskningsboring i Nordjylland, viser en afstemning i det britiske parlament i aftes et skred i den politiske accept af den kontroversielle gasudvindingsmetode metode, fracking.

Under en afstemning i det britiske parlament om et muligt stop for fracking, måtte den britiske premierminister se Labour-partiet indføre hele 13 betingelser om blandt andet at holde nationalparker fri for fracking og tage hensyn til klimamål. Moratoriet mod fracking blev afvist af parlementet, men betingelserne står. Labour undlod selv at stemme.

"Det er helt tydeligt, at der for tiden sker en opvågning blandt briterne, efter David Cameron i en utrolig fart har kørt på for at få det halve England gennemhullet af fracking-tårne. Den folkelige bevidsthed om, hvilken risiko fracking egentlig indebærer for grundvandet og sundheden, er stærkt stigende, og det er det, politikerne nu begynder at reagere på," siger klima- og energiekspert Tarjei Haaland fra Greenpeace.

I Danmark ventes det franske selskab Total at begynde sin første boring i Dybvad ved Frederikshavn inden udgangen af februar. Total har sammen med det statsejede Nordsøfonden licens til skifergas-efterforskning i store dele af Nordjylland og Nordsjælland, svarende til 12 procent af Danmarks areal.

"Det, vi har brug for i Danmark, er, at langt flere forholder sig til, hvad det egentlig er, vi er ved at begive os ud i. Et fransk selskab har asfalteret en mark i Nordjylland og venter kun på et bor. Vi er dermed blevet et Danmark, som er villig til at risikere vores gode, rene grundvand, vores børns sundhed og gå imod alt sund fornuft på klimaområdet. Det kan og må heldigvis blive et meget kort eventyr, men det kræver altså, at de politiske partier lytter til, hvordan stadigt mere kritiske baglande, byråd og borgmestre siger nej til at tillade den fare for deres nærmiljøer og samtidig afviser at bidrage til stadig mere foranderligt klima for os alle," siger Tarjei Haaland.

Det seneste år er der sket forskydninger i særligt regeringspartiernes baglande, hvor blandt andet Radikales landsmøde i sommer vedtog tre resolutioner, der udtrykker modstand over for fracking efter skifergas. Efter protester fra den socialdemokratiske borgmester i Frederikshavns kommune for at "sidde med aben", besluttede miljøminister Kirsten Brosbøl i efteråret, at regeringen tager ansvaret for at behandle de VVM-undersøgelser, der fremover vil skulle godkendes før fracking af undergrunden. Miljøministeren har tidligere udtalt, at vi ikke skal have skifergas i Danmark "for enhver pris". I Allerød vedtog et enigt byråd i september at afvise forsøgsboringer og efterfølgende fracking efter skifergas.