På lørdag viser CPH:DOX dokumentarfilmen The Yes Men Are Revolting om makkerparret Andy og Mike, der udgør aktivistduoen The Yes Men.

Efter filmen deltager jeg i en debat om fremtidens klimaaktivisme med Andy fra The Yes Men, Niko Grünfeld fra Alternativet, Maja Andersen fra Mellemfolkeligt Samvirke, og Nanna Clifforth fra NOAH.

Men hvordan ser fremtidens klimaaktivisme egentlig ud? I Greenpeace’ snart 45 årige levetid har non-violent direct action været et vigtigt værktøj, der har medført bedre miljøbeskyttelse verden over. De spektakulære aktioner har bevist deres effektivitet, men de må følge med tiden og tilpasse sig den virkelighed, vi lever i.

I september 1982 protesterer Greenpeace mod dumpningen af radioaktivt affald. Skibet lader to tønder falde ned i en Greenpeace gummibåd, der forsøger at stoppe dumpningen. Billedet er blevet et klassisk eksempel på miljøaktivisme. Dumpning af radioaktivt affald blev senere forbudt.

 

Sociale medier har taget verden med storm, og i naturlig forlængelse heraf har vore aktioner også udviklet sig fra at være rent offline til at integrere on- og offline elementer. Til tider kan vores ”aktioner” endda være helt afskåret fra den fysiske verden, som når et LEGO landskab druknes i olie fordi legetøjsselskabet syntes, det var en god ide at agere som Shells forlængede PR arm.

Denne sommer tilbragte jeg om bord på vores isbryder Arctic Sunrise. Vi var bl.a. i Nordøstgrønland for at dokumentere olieindustriens fremryk i et af de mest afsidesliggende og ekstreme områder på kloden. Jeg var så heldig at sejle sammen med Andy fra Yes Men og et produktionshold fra det amerikanske comedy site Funny or Die. I en uge optog vi i Scoresby Sund Fjord i Østgrønland med de to skuespillere Alexander Skarsgård og Jack McBrayer.

Jack og Alex er i miniserien ankommet til Arktis. Jack er ikke glad for kulden, men er blevet lokket med af Alex fordi det er vigtigt at gøre noget for klimaet. Men er det nu i virkeligheden derfor, at Alex er taget til Arktis? Se mere om små to uger, når miniserien har præmiere.

 

Det er første gang, Greenpeace på den måde har involveret frivillige, ansatte og skib i en mini-fiktionsserie.

Det er et forsøg på en anderledes klimaaktivisme, der er tilpasset en tid, hvor flere og flere mennesker får deres nyheder fra sociale medier og søger underholdende indhold samtidigt. Funny or Die er ved at lægge sidste hånd på materialet, og om små to uger er der præmiere. Det er blot ét bud på, hvordan aktivisme kan se ud i fremtiden, men det fulde svar har hverken Greenpeace eller jeg.

The Yes Men Are Revolting vises kl. 17.15 i Cinemateket og kl. 19.40 er der paneldebat i det 60 meter lange telt i Kongens Have lige over for Cinemateket. Paneldebatten er en del af et længere program døbt Det Ny Demokratimøde.