Hvis regeringen vælger at gøre maksimalt brug af både lulucf-kreditter og ETS-kvoter, så vil både transportsektoren og landbruget stort set kunne slippe for at reducere deres drivhusgas-udslip i perioden 2021-2030. Det vil gøre det nærmest umuligt for Danmark at leve op til Paris-aftalens mål.

Danmark skal ifølge EU-rådets byrdefordelingsvedtagelse reducere non-ETS sektorens udslip af drivhusgasser med 39% i 2030 i forhold til 2005. Det svarer ifølge Energistyrelsens middelskøn til et samlet reduktionskrav (en manko) for perioden 2021-30 på 28 mio. tons CO2-ækv, som skal indfries via en lineær reduktionssti startende i 32,4 mio. tons CO2-ækv i 2020 og sluttende i et udslip på 24,3 mio. tons CO2-ækv i 2030. Se tabel 1 herunder. 

Men Danmark har fået tilladelse til at anvende i hvert fald to såkaldte fleksibilitetsmekanismer, som sænker reduktionskravet. Dels 14,6 mio. tons lulucf-kreditter og dels 8 mio. tons i form af ETS-kvoter.

Anvendes lulucf-kreditten på 14,6 mio. tons CO2-ækv, så tilbagestår et samlet reduktionskrav i perioden 2021-30 på 13,4 mio. tons CO2-ækv. Den ændrede lineære reduktionssti svarende hertil ender i et udslip på 27,2 mio. tons CO2-ækv i 2030. Se tabel 2 herunder. 

Anvendes desuden ETS-kvoter på 8 mio. tons CO2-ækv – som regeringen lægger op til at ville gøre – så nedbringes non-ETS sektorens samlede reduktionskrav til 5,4 mio. tons CO2-ækv i 2021-30. Det svarer til en lineær reduktionssti, som ender i et udslip på 28,5 mio. tons CO2-ækv i 2030. Se tabel 3 herunder. 

zoom
 
Smuthuller fjerner 80 % af reduktionskravet
Altså vil brug af disse to fleksibilitetsmekanismer reelt fjerne godt 80 % af reduktionskravet for den danske non-ETS sektor i 2021-30, som Ingeniøren her afdækker. 

Som det er vist i grafen herunder, er reduktionshastigheden for reduktionsstien for 2021-30 med fradrag af lulucf- og ETS-kreditter langt mindre end, hvad der skal til for at nå ned på 3,5 mio. tons CO2-ækv i 2050, som svarer til 95 % reduktion af det samlede drivhusgas-udslip i forhold til 1990.

Derimod ligger reduktionshastigheden med reduktionsstien uden kreditter næsten i forlængelse af, hvad der skal til for at må målet i 2050.

Hertil kommer, at EU’s samlede reduktionsmål og målet for non-ETS sektoren vil skulle forøges for at leve op til Paris-aftalen. Klimarådet vurderer, at det i så fald vil føre til, at ”Danmarks reduktionsmål i 2030 for de ikke-kvotebelagte sektorer kan blive forøget til 45-50 procent”. 


zoom
 
Landbruget kan fortsat sidde på hænderne

Ikke overraskende er landbrugets organisationer yderst tilfredse med regeringens udmelding om ville anvende mulige fleksibilitetsmekanismer maksimalt.

Landbrug & Fødevarers viceformand Lars Hvidtfeldt har bl.a. udtalt, at ”byrden er blevet gjort mindre med aftalen her. Så stor ros til regeringen for den indsats, de har lavet, og det resultat, de har landet. Det er glædeligt, fordi vi i landbruget historisk allerede har reduceret rigtig meget på vores klimabelastning”.

Men ved nærmere eftersyn er hovedparten af reduktion af drivhusgasudslippet i landbruget sket i perioden før 2005 – først og fremmest ved drivhusgasreduktion fra landbrugsjord grundet vandmiljøplanerne – og ikke på grund af målrettet klimapolitik. Se grafen herunder. 

Siden 2005 har landbrugssektoren kun reduceret drivhusgasudslippet med 3,6 %, så der er ikke meget at prale af.


zoom
 

Det er helt urimeligt, hvis landbruget fortsat skal slippe for en målrettet reduktion af erhvervets relativt store drivhusgasudledning, hvor alene driften af vores svin og køer står for over 28 % af non-ETS sektorernes drivhusgas-udslip – og 18 % af Danmarks samlede udslip. 

Halvdelen af det samlede danske landareal er beslaglagt til produktion af foder til vores husdyr, og yderligere et areal i Sydamerika svarende til Sjællands til produktion af den importerede soja, som især ædes af vores svin.

Hvis regeringen, som den har udmeldt, vælger at gøre maksimalt brug af både Lulucf- kreditter og ETS-kvoter, så vil både transportsektoren og landbruget stort set kunne slippe for at reducere deres drivhusgas-udslip i perioden 2021-2030 med fatale følger for den grønne omstilling. 

Det vil gøre det nærmest umuligt for Danmark at leve op til Paris-aftalens mål og i hvert fald særdeles vanskeligt og ekstremt dyrt efter 2030 at indhente, hvad der skal til for at nå regeringens eget mål i 2050.