Ude midt i Nordatlanten svømmer makohajen rundt. Den kan nå en imponerende hastighed på 75 km/t og er dermed den hurtigste haj i vores oceaner. Desværre er den ikke hurtig nok til at undslippe det industrielle overfiskeri, som ingen aftaler eller organer har været i stand til at regulere, og derfor er makohajen og mange andre hajer nu i fare for at blive udryddet. Det arbejder FN for at råde bod på med en global traktat, der skal sikre bevaring og bæredygtig udnyttelse af havenes biodiversitet. Havtraktaten har været to årtier undervejs, men ser nu ud til at lande om en uge.

Alligevel er det for tidligt for makohajen og resten af vores smukke blå planet at vide sig sikker. For der er stærke kommercielle og nationale særinteresser på spil i de afsluttende forhandlinger, og så længe meget få mennesker følger med i dem og medieinteressen er ikke-eksisterende, er risikoen for forringelser af aftalen faretruende stor. 

7 ud af 10 hajer og rokker er forsvundet

EU er en af de store spillere ved forhandlingsbordet og én af de få spillere, der allerede har regionale aftaler for fiskeri og havbeskyttelse. EU forventes derfor at have høje ambitioner på havnaturens vegne. Men når det på trods af EUs regionale aftaler er industrifiskere fra EU-lande som Spanien og Portugal, der er med til at drive makohajen mod udryddelse i Nordatlanten, så udstiller det, hvor få ægte venner verdenshavene har blandt de globale beslutningstagere. Hvor totalt ude af kontrol forvaltningen af dem har fået lov at komme. Hvor akut behovet er for en global havtraktat, der har mandat til at beskytte dem.

Hajfiskeri er et enormt marked, og EU for mere end en femtedel af handlen med hajer. Oprindeligt var fiskeriet målrettet sværdfisk, og makohajen var blot bifangst. I 1960’erne blev erhvervet industrialiseret og i 1990’erne eksploderede det. Snart var fiskeriet kendetegnet af overfiskeri og fangst af undermålere. Men i stedet for at trække sine kroge op, skiftede industrifiskerne fokus mod makohajen for at forblive profitable.

På papiret forsatte fiskeriet med at være målrettet sværdfisk. Men i 2017 blev der, ifølge tal fra fiskeriet, fanget fire gange så mange hajer som sværdfisk målt på vægt, og i 2019 afslørede en Greenpeace-efterforskning spanske fiskere i at hive mere end otte gange flere hajer end sværdfisk ombord.

Fangsten foregår med såkaldte langliner. På et gennemsnitligt døgn i Nordatlanten bliver der lagt langline ud, der kan nå fra Djursland til syd for de italienske alper (1.280 km) og på linerne sidder 15.000 til 28.000 kroge. Resultatet af denne rovdrift er, at makohajen i 2019 blev klassificeret som udrydningstruet.

Makohajens historie er symptomatisk for udviklingen på verdenshavene. I løbet af de seneste 50 år er 7 ud af 10 rokker og hajer forsvundet og 75 procent af disse arter er truet med udryddelse. Imens er fiskeriets intensitet mangedoblet. 

Under 1 procent af verdenshavene er fyldt beskyttede

Verdenshavene er de havområder, intet land har råderet over. De begynder oftest 200 sømil fra land og dækker tæt på halvdelen af Jordens overflade. Mens forskellige aftaler og organisationer har været flittige til at fremme kommercielle interesser som fiskeri, shipping, olieudvinding og senest dybhavsminedrift i verdenshavene, har biodiversitet og havnatur stået uden nogen form for effektiv beskyttelse.

I et lands egne farvande er det muligt at udpege og effektivt beskytte havområder med national lovgivning, men i verdenshavene er mindre end 1 procent fuldt beskyttet.

Det er den ødelæggende virkelighed, der nu endelig kan ændre sig. 

Spørgsmålet er så bare: Får vi en Paris-aftale for verdenshavene? En traktat med tænder? Eller får vi blot endnu et stykke papir, der tillader business as usual at fortsætte ufortrødent?

Der er grund til optimisme. Lige nu indeholder udkastet til en aftaletekst stadig mange af de rigtige elementer. For eksempel effektive beslutningsprocesser, muligheden for at fiskeriet bliver indeholdt i aftalen og et værktøj til at udpege beskyttede områder for naturen og biodiversiteten uden at tage hensyn til kommerciel udnyttelse.

I årevis har forskere og organisationer som Greenpeace understreget, at mindst 30 procent af vores havområder skal fredes inden 2030. Danmark og mere end 100 andre lande har tilsluttet sig målsætningen. I FN-bygningen i New York skal verdens ledere nu levere på de løfter. Kun med en ambitiøs og stærk havtraktat kan makohajen og resten af verdenshavene få den nødvendige beskyttelse. 

Indlægget er oprindeligt bragt i Politiken 22. august 2022.

MY Esperanza in the Indian Ocean. © Will Rose / Greenpeace
Beskyt verdenshavene

Livet på jorden har brug for sunde verdenshave, men de er udfordret af mange trusler. Derfor er der brug for beskyttelse.

Vær med