De danske regeringer har gennem tiden været godt placeret i det politiske førerfelt blandt EU-lande, der tegner linjerne for, hvordan og hvornår landbruget skal mindske den enorme rydning og ødelæggelse af skovområder uden for EU’s grænser, som landbruget er årsag til.
Skovområde i Amazonas, Brasilien.
Danmark har gået i front – politisk – for at mindske konsekvenserne for miljøet af EU’s høje import og forbrug af sojafoder til kød- og mejeriindustrien. Vi har været med i en lille kreds af fem EU-lande, der har foreslået ambitiøse initiativer om, at EU skulle beslutte sig for at fjerne al skovrydning fra landbrugets forsyningskæder fra 2020.
Ingen stop for skovrydning uden mindre kød
Om altså under to år skal de enorme arealer af bl.a. tropisk skov, der fældes for at give plads til sojaproduktion til EU-landene, være et færdigt kapitel.
Det er et flot og vigtigt mål, og det er rosværdigt, at Danmark er blandt de lande, som har foreslået denne målsætning. Men målet er desværre også meget langt fra landbrugets praksis i Danmark anno 2018. For ikke at sige urealistisk, når man ser på regeringens støtte og prioritering af en intensiv kødproduktion.
Danmark er i dag verdens største producent af kød per indbygger, hvor især produktionen og eksporten af knap 32 millioner svin årligt kræver alt for mange skibsladninger sojafoder. Det dilemma skal miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) forholde sig til og reagere på for at finde den bæredygtige balance mellem sine to ansvarsområder.
Det Nationale Bioøkonomipanel har vurderet, at op imod en tredjedel af Danmarks import af foderprotein inden for en kortere årrække kunne erstattes med dansk produceret foderprotein. Hvis vi imidlertid fortsætter med at forbruge foderprotein til husdyrproduktionen i samme omfang, som vi gør i dag, vil vi stadig være afhængig af omkring 1 million ton importeret foderprotein om året. En stor del vil være soja, hvilket med største sandsynlighed vil medføre betydelig, fortsat skovrydning.
Vi kan derfor ikke opretholde Danmafrks nuværende svineproduktion uden at komme i konflikt med 2020-målet om at eliminere skovrydning fra landbrugets forsyningskæder.
En svineproduktion, som Jakob Ellemann-Jensens ministerforgænger i øvrigt gerne så fordoblet, hvilket den nuværende minister i det mindste (endnu) ikke har give udtryk for.
Landbruget står for over 70 procent af verdens skovrydning
At 2020-målet stadig er relevant, er hævet over enhver tvivl. Der blev ifølge FAO i perioden 2010-2015 årligt fældet 7,6 millioner hektar skov. Landbruget tegner sig for over 70 procent af skovrydningen på verdensplan, og husdyravl og store industrielle soja- og palmeolieplantager foranledigerskovrydning i særligt tropiske skove.
De sociale og miljø- og klimamæssige konsekvenser af denne afskovning er enorme. Lokalbefolkningen – ikke mindst oprindelige folk – fordrives, biodiversitet går tabt, og endelig tegner afskovning sig for over en tiendedel af det globale CO2-udslip. Det er tal og konsekvenser, som Danmark med sin voluminøse kødindustri må reagere på – også i EU-regi.
Hvor det kniber med at skabe et landbrug, der i praksis beskytter skovene, fejler de politiske mål som nævnt ikke noget. Den danske regering var i 2013 drivkraften bag en EU-handlingsplan, som foreslår, at miljøkonsekvenserne af unionens forbrug af fødevarer skal vurderes, og – hvis det er relevant – at EU-Kommissionen fremlægger en handlingsplan om at undgå rydning og ødelæggelse af skove.
At EU-landene har et særligt ansvar fremgik tydeligt af det studie, som EU-Kommissionen fik udarbejdet. Studiet viser, at EU er verdens største nettoimportør af afgrøder med ”indlejret afskovning” (embodied deforestation). Her vurderes det, at EU-landene i perioden 1990-2008 importerede og forbrugte varer, der forårsagede afskovning af 7,4 millioner hektar.
Flotte skov-mål er langt fra praksis i landbruget
I Danmark bærer vi som nævnt et meget stort ansvar, og regeringen er nødt til at sætte mere handling bag de mål, som vi selv er gået i brechen for i EU.
Med en årlig import af sojaskrå/kage på 1,6-1,7 millioner ton i gennemsnit i perioden 2005-16 beslaglægges der – til produktion af sojaen uden for Danmark – et område svarende til Sjælland, hvoraf en del vil være tropisk skov.
I den såkaldte Amsterdam Erklæring, der satte 2020 som det vigtige mål, gøres det klart, at produktion af kød, palmeolie og soja ikke må indebære afskovning. Herudover opfordrer erklæringen til, at der i forlængelse af EU-Kommissionens 2013-studie laves en forundersøgelse til en EU-handlingsplan for at stoppe EU’s fodaftryk i form af skovrydning uden for EU.
Dette nye studie er nu lavet, og det viser igen: At landbrugets ekspansion er hovedårsagen til skovrydningen, og den stigende efterspørgsel efter palmeolie, soja og kød er synderen. EU-landene er en stor del af problemet, men kan blive en del af løsningen, hvis man alvorligt adresserer problemet med sin import. Her er det interessant, at studiet konkluderer, at der må ske ændringer i EU’s fælles landbrugspolitik, så proteinunderskuddet i EU’s husdyrproduktion ikke betyder sojaimport, fordi det bl.a. fører til fældning af tropisk skov.
Vi har med glæde noteret os, at Danmark, Frankrig, Tyskland, Holland og England – igen – i marts i år sammen appellerede til, at alle EU-landene stiller sig bag en opfordring til EU-Kommissionen om at fremlægge ”..en ambitiøs strategi til at bekæmpe importeret skovrydning”.
Hvad gør Danmark nu for at komme skovrydningen til livs?
Danmark har i det nuværende halvår formandskabet for Amsterdam Erklæringen. Og vi vil derfor gerne spørge ministeren:
Er der mon konkrete initiativer på vej i dette regi, i form af planer, der – hvis de får opbakning i et flertal af EU-lande – kan føre os tættere på, at EU-landene kan indfri målet om senest i 2020 at få elimineret skovrydning fra landbrugets forsyningkæder? Altså det mål, som Danmark var med til at bringe til verden i 2015.
I sidste uge vedtog Europa-Parlamentet en betænkning “om gennemsigtig og ansvarlig forvaltning af naturressourcer: skove”. Denne betænkning opfordrer igen EU-Kommissionen til at fremlægge en EU-handlingsplan, der sikrer, at skovrydningen fjernes fra forsyningskæderne. Betænkningen foreslår, at der laves EU-lovgivning, der sikrer, at ingen forsyningskæder eller finansielle transaktioner med forbindelse til EU forårsager skovrydning.
Hvis Jakob Ellemann-Jensen har en ambition om, at EU-Kommissionen snarest fremsætter en plan med ovenstående mål, har han altså nu også vigtige allierede blandt et stort flertal af EU-Parlamentsmedlemmerne. Spørgsmålet er så, om ministeren tør ”gå hele vejen”?
For konsekvensen af at gennemføre planen er uundgåeligt, at den danske sojaimport til foder skal nedsættes massivt, og at det sikres, at den resterende import af soja bliver ansvarligt dyrket soja.
Det kan kun lade sig gøre, hvis vi reducerer den danske kødproduktion markant, hvilket også vil være rigtig godt for miljøet og afgørende for, at dansk landbrug kan levere sin del af den nødvendige reduktion af Danmarks drivhusgasudslip.
Indlægget er bragt i Altinget den 25. september.