#Klimaforandringer #Klimaløsninger

Flyt pengene

Vær med

ATP og andre institutionelle investorer hænger stadig fast i myten om, at olie, kul og gas er en nødvendig del af risikospredningen. Men selv på kort sigt er der i dag stærke økonomiske argumenter for at flytte vores pensionsopsparinger fra sort til grønt.

Når Greenpeace kritiserer pensionskasser for at kaste milliarder efter olieselskaber som Exxon, Shell og Total, lyder forsvaret ofte, at man benytter sig af risikospredning for at sikre gode, trygge afkast til pensionskunderne. Men forandringens vinde blæser, også over de finansielle markeder, og en firkantet tro på, at olie, gas og kul stadig varmer bedst i investeringsporteføljen, alene fordi det traditionelt har været sådan, gør blind for en række markante tendenser.

Med Paris-aftalen har verdens lande fået øjnene op for, at der skal gøres noget radikalt for at bremse den globale opvarmning. Herhjemme har regeringen netop varslet stop for salg af diesel- og benzinbiler i 2030 – et tiltag, der ikke er tilstrækkeligt, men som formentlig går længere, end mange havde ventet.

Lignende miljø- og klimapolitiske tiltag finder i øjeblikket sted i lande verden over. Blandt andet har både Kina og Indien sat meget ambitiøse mål for overgangen til elbiler. Og med den nye store klimarapport fra FN, der understreger den afgørende vigtighed af de næste 10-15 år, hvis vi skal undgå de værste klimaforandringer, vil omfanget og hastigheden af omstillingen utvivlsomt accelerere. Det vil drive finansmarkederne væk fra fossile brændsler, og dem der ikke reagerer hurtigt nok, risikerer at stå med håret i postkassen.

Og dele af markedet har allerede reageret: Grønne obligationer, fossilfrie indeks og andre alternative finansielle produkter vokser frem med næsten eksplosiv hast. Samtidig med at udbuddet af grønne investeringsmuligheder bliver større, vælger mange af verdens største pengetanke at sælge ud af kul, olie og gas.

Selv vores hjemlige pensions-mastodont, ATP, der traditionelt set har været en meget konservativ investor, har netop offentliggjort investeringer for ni milliarder kroner i grønne obligationer, mens en række andre nordiske pensionskasser helt har droppet eller er ved at udfase investeringer i enten kul, olie eller gas.

Udviklingen er sket på ganske kort tid i forhold til de typiske rammer på 20, 30 og 40 år, som mange kapitalforvaltere ofte bruger, når de skal vurdere risiko og volatilitet. Og det kommer til at gå endnu hurtigere, fordi der er sket det helt afgørende, at markedet er begyndt at reagere positivt på de grønne investeringer – ikke af hensyn til grøn branding og etik, men ganske enkelt fordi selskaber i den grønne sektor i stigende grad giver bedre afkast.

Grønne milliarder

Tag eksempelvis indeks-investeringer, som er særligt populære, fordi risikoen ofte er lav i forhold til udbyttet. Et indeks er en pakke af aktier, der sparer investoren for analyse- og researcharbejdet forud for handlen, og derfor er indeks også billigere. En analyse af to af markedets førende indeks, MSCI ACWI og S&P 500, viser, at de over de sidste 10 år begge er blevet udkonkurreret af deres egne fossilfri alternativer, MSCI ACWI ex Fossil Fuels og S&P 500 Fossil Fuel Free. På S&P 500 er olie og gas ligefrem den sektor, der gennemsnitligt har performet dårligst over de sidste fem år.

Denne trend er også blevet noteret af den norske oliefond, der administrerer svimlende 8.237 milliarder norske kroner. Fonden forsøgte sidste år paradoksalt nok at overbevise sin ejer, den norske stat, om at frasælge netop olie og gas udelukkende ud fra finansielle argumenter, som det lød. Kullet har man allerede smidt over bord.

En arbejdsgruppe under det norske finansministerium kritiserede anmodningen med henvisning til behovet for spredning for at mindske risikoen. Men i sidste uge svarede gigantfonden så igen med en grundig undersøgelse, der dokumenterede, at fonden ville have tjent yderligere 139 milliarder norske kroner, hvis man havde valgt at frasælge sine aktier i olieselskaber før det store prisdyk i 2014, og ni milliarder kroner ekstra, hvis man havde valgt at sælge aktierne i 2015. På det grundlag konkluderer Oliefonden, at man tværtimod løber for stor en risiko ved at fastholde investeringerne i olie og gas.

Samme uge blev en lignende undersøgelse offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Corporate Knights. Den viser blandt andet, at New Yorks pensionsfond NYSCRF kunne have tjent i omegnen af 22 milliarder amerikanske dollars, hvis forvalterne for 10 år siden havde solgt ud af aktier i olie, kul og gas og i stedet investeret i et af de fossilfri indeks. Med en reference til en grøn omstilling i uhørt vækst, konkluderer magasinet, at investorer med fossile aktier er udsat for en risiko, de formentlig ikke selv helt forstår.

The Tipping Point

Parallelt med udviklingen på aktiemarkedet og tilkomsten af nye, grønne investeringsprodukter, mister olie gradvist sin dominans i verdensøkonomien. Prisen på en tønde råolie har siden 2014 været ualmindeligt ustabil og taget flere markante dyk. Samtidig er investeringerne i vedvarende energi på det nærmeste eksploderet med udvidet kapacitet og faldende priser til følge.

Eksempelvis er prisen på solceller faldet med mere end 50% siden 2014, og i 2017 blev der alene installeret mere solenergi globalt end den samlede nettotilføjelse af kul, gas og atomkraft. Samme år blev der, ifølge en rapport fra REN21, investeret mere end tre gange så mange penge i ny vedvarende energi-kapacitet generelt, som der blev investeret i fossil kapacitet.

Christiana Figueres, der som tidligere klimachef for FN spillede en afgørende rolle i tilblivelsen af Paris-aftalen, har over for flere medier ligefrem peget på vedvarende energi som den nye “økonomiske rygrad i det globale energisystem” og insisteret på, at investeringer i vedvarende energi i dag giver ‘more bang-for-the-buck’ – eller mere smæk for skillingerne, som hun udtrykker det: “Investorerne har opdaget, at vi befinder os ved the tipping point i forhold til klimaforandringerne,” sagde hun til det britiske dagblad The Guardian tidligere i år

Men selvom der blæser nye vinde på de globale energimarkeder, har flere oliegiganter stadig præsenteret fine regnskaber på det seneste. Problemet er bare, som blandt andre Sarasin & Partners, en prominent britisk formueforvalter, har påpeget i Financial Times, at de store olie- og gasselskaber systematisk leverer kunstigt oppustede regnskaber, der bygger på helt urealistiske forventninger om fremtidens oliepriser. Disse regnskaber, der er baseret på en antagelse om, at verden fuldstændig ignorerer Paris-aftalen og klimaproblemet, er det grundlag, som investorer som ATP blandt andet bygger deres forventninger om fremtidigt aktieudbytte på. I takt med, at magtbalancen mellem vedvarende energi og fossile brændsler forskubber sig yderligere, vil den form for vildledning formentlig blive udfordret i endnu højere grad af virkeligheden, der presser sig på.

Fossile brændsler er risikoen

Udviklingen på verdens førende aktieindeks, bemærkelsesværdige skridt fra Norges gigantiske oliefond og en global klimaaftale, der skal føre til udfasningen af olie, kul og gas, burde være et vink med en vognstang om, at fossile brændsler er ved at miste sit forretningsgrundlag.

Alligevel fastholder ATP stædigt sine investeringer i selskaber, der netop har olie og gas som sin kerneforretning, med ønsket om at sprede risikoen. For 10 år siden havde det måske været en gangbar påstand, at investeringer i fossile brændsler kunne minimere risikoen for tab. I dag forholder det sig omvendt: Olie, kul og gas er risikoen. Og pensionskasser, der tror, at de kan vurdere nutidens risiko på baggrund af fortidens tendenser, spiller hasard med både vores penge og vores klima.

Kronikken blev først bragt i Børsen d. 22 oktober 2018