Danmark har underskrevet Paris-aftalen og er forpligtet til som nation at leve op til 1,5-gradersmålet for at bremse klimakrisen. Det kræver ifølge IPCC’s rapport fra oktober sidste år “hastige og vidtrækkende omstillinger uden fortilfælde i samtlige sektorer” – også i landbruget skal der ske markante reduktioner.

I en klimaanalyse påviser Greenpeace, at ikke-kvotesektorens udslip i 2030 skal reduceres med 50%, hvis vi skal leve op til det globale 1,5-gradersmål, og at en gradvis halvering af antallet af køer og svin frem til 2030 –  sammen med en lang række andre omstillingselementer i ikke-kvotesektorens delsektorer – er nødvendige.

Det vil udover at reducere landbrugets udslip frigøre arealer anvendt til produktion af dyrefoder, som kan omstilles til mere CO2-opsugende skov, mere natur og mere økologi til gavn for biodiversitet, miljø og grundvandsbeskyttelse.

Det stejler direktør for Dansk Energi, Lars Aagaard, over i en kronik her i avisen (11. juni). Han mener, at den danske kødproduktion skal holdes på uforandret niveau med argumentet om, at regulering eller krav vil betyde, at kødproduktionen flyttes til andre lande med større udslip per kilo kød. 

Udover manglende dokumentation for en sådan 1:1-udflytning af kødproduktionen til andre lande, som ”ikke er klimaeffektive”, glemmer han, at flere rapporter har dokumenteret, at den globale kødproduktion skal reduceres markant, hvis Paris-aftalens temperaturmål skal opfyldes. Det er altså ikke bare herhjemme, at vi står over for kravet om omstilling, og hvorfor i øvrigt ikke vise vejen til mindre animalsk produktion? 

Lars Aagaard skøjter samtidig udenom, at ikke-kvotesektorens mål (transport, boliger og landbrug) er et nationalt EU-mål, som Danmark skal opfylde inden for egne grænser.

Hvordan forestiller Dansk Energi sig, at Danmark skal kunne levere de nødvendige reduktioner i 2030 og nå i netto-nul i 2040 (eller 2050) uden markant reduktion i landbruget med et udslip på 21% af det totale udslip, hvoraf kødproduktionen står for det meste?

Forventer Lars Aagaard mon, at resten af verden vil give Danmark fripas til en ureguleret og uændret kødproduktion, som betyder, at vi som nation ikke vil kunne leve op til Paris-aftalens temperaturmål?

Indlægget er bragt i Børsen den 21. juni som svar til kroniken “Er der plads til en global klimatankegang” fra Lars Aagaard, direktør for Dansk Energi.