Stop fossile reklamer

24.06.2022: Omkring 10 procent af alle de penge, virksomheder bruger på at bombardere danskerne med reklamer, bruges på reklamer for de mest klimaskadelige produkter som udlandsferier, flyrejser og nye biler. I alt omkring halvanden milliarder kroner om året. Det viser en helt ny analyse fra Greenpeace, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Klimabevægelsen og Mellemfolkeligt Samvirke.

Vi ved, at produkterne medfører store CO2-udledninger, og vi ved, at reklamer for disse produkter har til hensigt at øge salget. Vi mangler til gengæld tal for, hvor mange udledninger, der finder sted, alene fordi reklamerne får folk til at købe flere af disse produkter, end de ellers ville have gjort. Det regnestykke forsøger analysen at opstille. Analysens estimat er, at alene reklamer for biler og flyrejser øger danskernes forbrug så meget, at det medfører en klimapåvirkning, der som minimum svarer til Bornholms samlede udledninger. 

Det er første gang, der bliver regnet på danske reklamers klimapåvirkning. Det er også første gang, der bliver offentliggjort tal for, hvor mange penge rejse- og transportbranchen bruger på at reklamere.

Mads Flarup Christensen, generalsekretær for Greenpeace Norden (tlf. 28109022), siger:
“Midt en galopperende klimakrise kan virksomheder frit bruge reklamer til at få os til købe flere CO2-tunge varer som flyrejser og biler. Men hver en krone, der bliver brugt på reklamer for de mest klimabelastende varer, bliver basalt set brugt på at underminere vores mulighed for en bæredygtig fremtid. Derfor skal de reklamer forbydes ved lov”.

Ifølge den nye analyse bliver der i Danmark hvert år indrykket annoncer for personbiler og luftfart for 705 millioner kroner, og annoncerne leder til emissioner på mellem 314.000 og 943.000 tons CO2e. Det svarer til henholdsvis Bornholms og Odenses totale udledninger.

Lasse Fly, klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse (tlf. 27642559), siger: 
“Selvom vores beregninger uden tvivl kan blive mere præcise, hvis vi får adgang til flere af de relevante tal, så tør vi godt konkludere, at hvis reklamerne blev forbudt, ville det sikre en markant reduktion af danskernes klimaudledninger.” 

Greenpeace, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Klimabevægelsen og Mellemfolkeligt Samvirke kæmper sammen med 36 andre europæiske organisationer for at samle mindst 1 million underskrifter for et borgerforslag, der skal gøre det forbudt at reklamere for fossile produkter som biler, benzin og flyrejser i hele EU. Vi opfordrer danske politikere til at gå forrest og indføre forbuddet i Danmark.

Udover opfordringen til Folketinget, så indeholder rapporten også en opfordring til både virksomheder og reklameindustri. Det store spænd i rapportens estimater skyldes nemlig, at der mangler offentlige data for fossile reklamers effekt, hvorfor vi har udregnet effekten ud fra de få ratioer, der tidligere er lagt frem. Vi håber, rapporten fører til, at der fremlægges mere præcise data, så det i højere grad er muligt at kortlægge reklamernes klimaansvar.

Læs hele analysen HER.
Læs mere om EU-borgerforslaget HER.

Ring til presseansvarlig Emma Oehlenschläger for spørgsmål til rapporten (tlf. 28251629).
Ring til Mads Flarup Christensen for interview (tlf. 28109022).
Ring til Lasse Fly for interview (tlf. 27642559)