“Når vinden blæser fra øst og syd, stinker det så meget, at jeg ikke kan trække vejret udenfor. Jeg får diarré og er nødt til at gå ind.” Sådan fortalte Ellen Appelquist sidste år om sit liv som nabo til en svinefabrik i vores film af samme navn. 

Greenpeace-filmen med naboernes historier fik miljøminister Lea Wermelin til at bestille en rapport fra Aarhus Universitet, der skulle gennemgå eksisterende viden om sammenhængen mellem udledninger af kemiske stoffer fra store stalde og sundhedsgener for naboer.

Rapporten er nu klar. Den bekræfter, hvad naboer til dyrefabrikker har klaget over i årevis: Der er en sammenhæng. Naboer kan blive syge af at bo tæt ved dyrefabrikker.

“Miljøministeren svigter de tusindvis af familier, der bor i nærheden af især svinefabrikker, hvis hun ikke straks iværksætter grundige undersøgelser af problemets omfang. Mange er ældre mennesker eller børnefamilier, og vi kan ikke være bekendt at udsætte disse familier for risikoen for i værste fald at udvikle kroniske luftvejssygdomme, blot fordi de engang købte et hus på landet, der pludselig blev nabo til en af de stadig større svinefabrikker, der ligger overalt i vort land,” siger Greenpeaces landbrugspolitiske rådgiver Kristian Sloth.

Rapporten er en systematisk gennemgang af alle peer reviewed studier om mulige sundhedsrisici, som befolkningen udsættes for på grund af de mere end 200 stoffer, kemiske forbindelser og mikroorganismer, der udledes fra de store husdyrbrug.
Efter at have gennemgået alle relevante internationale studier, der gennem mere end et årti har undersøgt problemet, konkluderer Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, at der er en sammenhæng mellem udledninger af stoffer fra staldene og sygdomme som luftvejsirritation. Der er dog på grund af forskellige anvendte metoder og modstridende resultater i studierne en del usikkerheder, og derfor opfordrer forskerne til at der laves uafhængige danske undersøgelser.

Læs hele rapporten her: https://dce2.au.dk/pub/SR401.pdf

Regeringen har i år givet en halv milliard kroner i offentlig støtte til nye stalde. Lige nu søger rigtig mange kvæg- og svinefarme derfor om tilladelse til at bygge flere og større stalde til endnu flere dyr. En udvikling, som vil medføre sundhedsproblemer for endnu flere naboer rundt omkring i Danmark.

Vi opfordrer på baggrund af den nye rapport til, at alle udvidelser og nybyggerier af dyrefabrikker omgående sættes på pause. Rapporten fra Aarhus Universitet peger på, at vi har brug for mere viden om sundhedsrisici for naboer. Det bør undersøges grundigt!

Alt andet vil være et gigantisk svigt af de tusindvis af familier, der er naboer til dyrefabrikkerne. 

Rapporten fra ministeriet er ikke det eneste, der er opstået på baggrund af filmen ‘Nabo til en svinefabrik’. I marts 2020 stiftede en række miljøorganisationer og bekymrede borgere Landsforeningen mod Svinefabrikker. Foreningen har i dag omkring 500 medlemmer og 11 lokalforeninger rundt om i landet. Massevis af medlemmerne føler sig syge på grund af stofferne fra staldene.


Fakta:
Danske svinefarme falder i antal men vokser i størrelse.
I 2012 var der – ifølge Danmarks Statistik – 4.181 svinefarme med i gennemsnit 2949 svin.
I 2019 var der 2.890 svinefarme med i gennemsnit 4.256 svin.
En svinefarm i Danmark har altså i gennemsnit 44% flere svin i 2019 end den havde i 2012.
I 2012 var der 165 svinefarme med over 10.000 svin. I 2019 var det tal steget til 289.
Derudover fandtes der i 2012 ikke en eneste svinefarm i Danmark med mere end 25.000 svin. I 2019 var der 18.